Bourgogne

Den nye bølge i Bourgogne

En ny bølge af vinbønder i Bourgogne har et tårnhøjt kvalitetsniveau og laver autentiske og unikke vine med fokus på økologi og biodiversitet

Bourgogne oplever en veritabel bølge af nye vinbønder, som har fokus på økologi, biodiversitet i vinmarkerne og større indbyrdes forskellighed eller plads til personlighed. Der findes ikke noget andet sted i verden, hvor så mange producenter laver autentiske og personlige vine på Chardonnay og Pinot Noir med så højt et gennemsnitsniveau.

Bevares – der bliver stadig lavet umodne, grønne og rustikke vine mange steder i distriktet. Og selvfølgelig er der stadig alt for mange producenter, der er mere optagede af teknik og ekstraktion, end af liv, natur og finesse. Det gælder for Bourgogne, som det gælder for alle andre vindistrikter – men generelt er der sket en kolossal forbedring af kvalitetsniveauet og mangfoldigheden, som ganske enkelt er uden sidestykke.

Fra negocianter og modernister til nye stjerneskud

For bare 20 år siden var Bourgogne mere eller mindre synonymt med store negocianter, nogle historiske domainer, en håndfuld tidlige biodynamikere og et dusin modernister. I dag er distriktet mere fragmenteret end nogensinde før.

På overfladen er distriktet måske umuligt at holde styr på, men med en oprigtig interesse for områdets vine, opdager man en mangfoldighed af producenter, som ganske enkelt laver charmerende vine, man bliver glad af at drikke. Ikke alt er lige godt, og alle har selvfølgelig deres favoritter, men antallet af personlige og autentiske vine har nok aldrig været større – og der kommer flere nye unge bønder til hvert år.

Økologi og biodynamik

Bourgogne er et af de franske områder, der har været og i stigende grad er præget af økologi, biodynamik og naturlighed. Det nye er altså ikke retningen som sådan, men snarer det stigende antal af nye stjerneskud, der laver fabelagtige vine både på kommune og 1. Cru. niveau.

En række af de største stjerner har dyrket biodynamisk i en menneskealder, og deres respektive omlægninger er velbeskrevet og mytologiseret i et utal af bøger og artikler. Men Grand Cru status og ubetalelighed er ikke længere en forudsætning for stor vin med finesse, elegance og ægthed.

De mange nye vinbønder viser, at det er muligt at lave stor Chardonnay og Pinot Noir overalt i distriktet, hvis bare håndværket, viljen og filosofien er i orden – og det endda til priser som almindelige mennesker kan betale.

Tårnhøj kvalitet og nye talenter

Selv hvis man fjerner den åbenlyse elite og de ikoniske verdensstjerner, er antallet af virkeligt interessante vinbønder, der laver vine med stor personlighed, efterhånden rigtig højt. Og det gennemsnitlige kvalitetsniveau har næppe været meget højere end nu. Det er denne underskov af vinbønder, som er områdets sjæl og livsnerve – det ægte Bourgogne.

Hvert år kommer nye talenter til som følge af generationsskifter og arveregler, der resulterer i opsplitning af eksisterende domainer. Flere og flere ambitiøse sommelierer, vinentusiaster og pengestærke forretningsfolk – både franske og udenlandske – har slået sig ned for at udleve deres vindrømme og har ambitioner om at lave den ultimative Gevrey Chambertin, Chambolle Musigny eller Vosne Romanée.

Den mest eksplosive stigning ligger af naturlige årsager i yderområder, som Macon og Chablis, hvor det stadig er muligt at erhverve jord uden at pantsætte hele familien.

Biodiversitet og gamle vinstokke

Nye talenter, forbedret og mere autentisk kælderarbejde er en del af forklaringen på, hvorfor niveauet er så højt i Bourgogne i dag. Men det stigende fokus på økologi, rigtige valg af kloner og sunde vinmarker med større biodiversitet, er en anden og lige så vigtig årsag til den stigende mangfoldighed af autentiske kvalitetsbourgogner.

Fravalget af sprøjtemidler og kunstgødning kræver nemlig en langt bedre forståelse af den enkelte vinmark kombineret med et exceptionelt håndelag i kælderen – ikke mindst når man arbejder med en skrøbelig drue som Pinot Noir.

Endelig har Bourgogne den fordel, at vinstokkene er rigtig gamle i distriktet – i mange parceller har vinstokkene en alder på 60 eller 80 år. Til sammenligning anser man i Bordeaux en vinstok for at være gammel allerede når den er 40 år.

Chablis

Niche Vine samarbejder med nogle af de bedste og mest dedikerede producenter i Bourgogne. Nogle er mere berømte end andre, men fælles for dem er originalitet og præcision:

I Chablis er Christophe & Fils en af de unge fremadstormende fortolkere af distriktets terroir fra 1. Cru marker som Fourchaume og Montée de Tonnerre. Sébastien Christophe viser, hvordan traditionelt håndværk skaber det kølige og klassiske udtryk, som Chablis er eksponent for.

Cotes de Nuits

Alain Burguet og Marchand-Grillot laver stilbevidste rødvine fra tre af de mest berømte kommuner: Gevrey Chambertin, Vosne-Romanee og Chambolle-Musigny. Med topvinen ”Mes Favorites” sætter Alain Burguet den vel nok fineste standard for Gevrey Villages. Mikroproducenten Stéphane Magnien laver vine med et modent, rent og charmerende udtryk i Morey Saint Denis.

Cote de Beaune

I Mersault er Antoine Jobard en af kommunens mest anerkendte producenter. Han laver blandt andet vin fra Charmes, Genevrieres og Poruzots i en mineralsk og jernholdig stil, som kræver tid og belønner de tålmodige med en fantastisk kompleksitet og nerve. Det er ingen tilfældighed, at Jobards ultra traditionelle stil har nærmest kultstatus hos Bourgogneelskere.

I nabokommunen Chassagne Montrachet viser Bruno Colin et imponerende niveau med rige og intense hvidvine fra Maltroie, Boudriotte og andre 1. Cru marker i Chassagne og ikke mindst fra 1. Cru la Truffiere i Puligny-Montrachet. Han laver også saftig og frugtrig rødvin fra Chassagne Montrachet, Santenay og Maranges.

Tiebault Huber fra Huber-Verdereau har haft fokus på økologi siden han overtog sin farmors vingård i 1993. I dag er gården biodynamiks certificeret og laver noget af det mest terroir-tro Pommard og Volnay. Vine med stor renhed og elegance. Ved siden af sine rødvine laver han desuden en smule Bourgogne Blanc og fra og med 2010 et par fade Meursault årligt.

Macon, Beaujolais & Cote Chalonnaise

Eric Forest er en sand mester i at lave vin fra Macon, Saint Véran og Pouilly Fuissé med eksotisk frugttoner, velintegreret syre og fast struktur. Med sine små 3 hektar er han en af områdets mindste producenter.

I Beaujolais viser Cédric Vincent, at man sagtens kan lave velduftende og lagringsværdig vin fra den sydlige del af området, når bare Gamay vinstokkene er tilstrækkeligt gamle og talent stort. Det er potent Beaujolais – nok med større fokus på koncentration end finesse – til gengæld med umiskendelig klasse.

Nicolas Ragot laver noget af det saftigste Pinot Noir i Givry! Benhårdt markarbejde, gamle vinstokke og 1. Cru marker er den enkle opskrift. En smule moderne, med lidt fad og sødmefyldt ekstraktion, men præcise, røde og elegante.