Domaine Bruno Colin

Bruno Colin.jpgDen unge Bruno Colin er et af det sydlige Côte d’Or’s og Chassagne-Montrachet’s største og mest omtalte talenter. Fra og med årgang 2004 valgte Bruno og hans ældre bror Philippe at gå hver til sit, og dele faderens berømte Domaine Colin-Deleger mellem sig, med 8 hektar til Bruno.

Der er et udpræget element af perfektionisme ved alt, når man besøger Bruno, og man er på intet tidspunkt i tvivl om, at han er en herre, der tager det ansvar som følger med ejendommens omtale meget seriøst. Han har ikke blot ønsket at videreføre sin faders arbejde, han har ønsket at videreudvikle det, og finde sin helt egen stil. En stil der kan beskrives som rig og intens, med et vist moderne præg, men samtidigt en meget præcis mineralsk fornemmelse. Han går efter maksimal mineralitet, men skaber alligevel vine med en koncentreret og meget udadvendt frugt. Det er ganske enkelt stor hvid Bourgogne, der både tilfredsstiller det intellektuelle og det hedonistiske jeg.

Der er ingen tvivl om, at omverdenen først og fremmest betragter Bruno Colin som hvidvinsproducent – ikke mindst fordi han laver næsten dobbelt så mange forskellige hvidvine som rødvine. I praksis er hans marker dog fordelt næsten ligeligt mellem Pinot Noir og Chardonnay, og også Bruno’s rødvine holder et højt niveau, og en årgang som 2007 klæder dem rigtig flot. Det er mørke (sorte) kirsebær, der dominerer striben af vine fra Chassagne-Montrachet, Santenay og Maranges. De har en kolossal saftighed, og et lidt slikket fadpræg, men er på ingen måde uden nerve.