Tenuta Macchiarola

Producent: Tenuta Macchiarola

Land: Italien

Område: Puglia

Underområde: Taranto

Domenico (han foretrækker Nico) Mangione var oprindeligt farmaceut, og han ejede og drev sit eget apotek i over 20 år. Beskæftigelsen som vinbonde opstod ved rent tilfælde. Hvad der oprindeligt var en tjeneste for hans svigerfar om at passe på nogle vinstokke og fremstille lidt husvin, blev snart en fuldstændig besættelse og lidenskab, der ændrede hans liv for evigt.

I 2005 plantede Nico 6 hektar vinstokke og startede to år senere opførelsen af sit lille vineri i Lizzano (Salento). Idéen var som udgangspunkt at sælge druerne, og muligvis fremstille lidt vin til familien og de lokale. Det greb imidlertid om sig, og Nico producerer i dag vin fra omkring 3-4 hektar af sin jord (så langt rækker kapaciteten i hans lille vineri), og resten af druerne sælger han for at dække omkostningerne ved vingården.

I starten dyrkede Nico konventionelt og benyttede sig af både industrigær, sulfitter, sprøjtemidler osv. De lokale ønologer havde overbevist om ham om, at det var den eneste vej at gå. Efter de første par årgange begyndte Nico at stille spørgsmålstegn ved de fremgangsmåder, som ønologerne havde anvist ham. Han bemærkede, at vinmarkerne hurtigt døde uden kemisk hjælp, og at vinene ikke var levende, sådan som han havde håbet. Tvivlen fik Nico til at trække stikket og gå den modsatte retning. Så i 2010, efter tre hele års kemikaliefrit landbrug, lavede Nico sin første naturlige vin uden industrigær, tilsat svovl og kemi – bare druer.