Florian Lauer.jpgI landsbyen Ayl langs Saarfloden (sideflod til Mosel) ligger den 6,7 hektar vingård Weingut Peter Lauer. Den årlige produktion er blot 45.000 flasker, hvoraf en stor del bliver brugt på Lauer familiens egen restaurant. Gården ledes i dag af unge Florian Lauer, der er uddannet ønolog fra universitetet i Montpellier. Hele filosofien hos Lauer er ekstremt naturlig. Vinene er økologisk dyrkede – dog ikke certificerede – og al gæring er spontangæring. Økologi er absolut ikke en selvfølge i denne del af Tyskland, hvor tågen om efteråret ligger tæt i floddalen til op på eftermiddagen (med stor mulighed for råd), og hvor markerne hælder op til 90% (som f.eks. Schonfels-marken hos Lauer). Men Florian er kompromisløs og eksperimenterer meget i marken med teknikker, der kan muliggøre økologi, for eksempel vertikal beskæring af drueklasserne.

Markerne er tilplantet 100% med Riesling, med en gennemsnitsalder på 45 år – de ældste er op til 90 år. Hovedparten af parcellerne ligger på Ayler Kupp, en af Saar’s bedste vinmarker, med mindre parceller på markerne Saarfeilser, Sonnenberg & den ekstremt stejle Schonfels.

Som noget meget atypisk aftappes vinene hos Peter Lauer efter deres fadnavne, og med enkelte undtagelser er det de specifikke parceller, der vinificeres og aftappes hver for sig. For eksempel kommer Fass 9 altid fra ”Kern” (en central del af Ayler Kupp-marken) og vinificeres altid som feinherb. Vinene adskiller sig fra det typiske let frugtede Moseludtryk. Dels har Saar vinene generelt mere syre og dels ligger Lauer’s vine meget længe på gærresterne, og som noget ret usædvanligt for området udføres regelmæssig battonage. Resultatet er vine, der skal bruge tid på at åbne sig. Som helt unge kan de virke ret hårde, og med en tydeligere tone af terroir end af Riesling. Omvendt er det ikke vanskelige vine at drikke. De fleste af vinene har en del restsukker og vinificeres som feinherb (halvtør). Selv gårdens tørre vine har omkring 18 gr. restsukker, men da det modsvares af et meget højt syreniveau virker de tørre og er i perfekt balance.

Matthias Meierer.jpg26 årige Matthias Meierer passede familiegården på 5 hektar og sit job i vinkælderen hos Mosel stjernen Fritz Haag, da han pludselig blev årets unge vinbonde i Tyskland, og på kort tid måtte melde alt udsolgt. Markerne ligger i Kesten, hovedsageligt på Paulinsberg, der ligger i forlængelse af nabobyens berømte Brauneberger Juffer.

Det er ganske enkelt ekstremt rene vine, der dyrker et tørt og meget mineralsk udtryk. Vinene er på flere måder modstykket til Peter Lauer’s vine. Hvor Peter Lauer’s vine har dybde og kompleksitet, har Klaus Meierer’s vine et strammere og lettere udtryk. De er stringente, og følger et enkelt præcist udtryk hele vejen.

Prismæssigt må Klaus Meierer’s vine betragtes som meget beherskede. De repræsenterer ganske enkelt priserne på en ung vinbonde, der har et overordentligt jordnært forhold til sit arbejde. Matthias har ingen ambitioner om at forfølge en hurtig succes. Han er tilfreds med sin nuværende arbejdsdeling, og mener i bund grund at han stadig har for meget at lære, til at arbejde fuldtids på familiegården. Da jeg spurgte ham direkte, hvorfor han ikke fokuserede 100% på at udnytte sit eget potentiale og udvikle familiegården, var svaret enkelt og simpelt: Hvorfor dog det !!!

Klaus Meierer’s vine er ikke økologiske, men han tilstræber selvfølgelig den mest skånsomme dyrkning – ellers kan man ikke lave ordentlig vin. Flere af vinene spontangæres, dog ikke alle. Hans fornemmeste vin, Riesling Alte Reben (gamle vinstokke), gæres i 4-5 måneder på et enkelt fad – der laves blot 666 flasker af årligt. Det er en stålsat Riesling. Lukket – helt lukket – og seriøst tidskrævende. Tør helt ind i kernen, og kræver adskillige timers iltning for bare at vise en smule af potentialet.