Prosecco

Prosecco, sydvendte skråninger og sen høst

De bedste vinmarker i Prosecco ligger på stejle skråninger mellem byerne Valdobbiadene og Conegliano i 50 til 500 meters højde over havet. Vinmarkerne vender stik syd, så druerne får masser af sol.

Højdeforskellen på markerne og store udsving mellem dag- og nattemperaturer skaber en naturlig ventilation, som er med til at sikre sunde og modne druer med et højt indhold af syre kombineret med en intens og solmoden frugt.

Markernes høje beliggenhed betyder, at druerne modner relativt sent. Høsten foregår som regel i sidste halvdel af september, og den lange modningssæson er med til at øge vinens kompleksitet og intensitet.

Prosecco, drue og distrikt

Prosecco er som bekendt både navnet på en frisk mousserende vin og en druesort, men er på det nærmeste også blevet synonymt med et vindistrikt.

Klassisk Prosecco har som regel lidt restsukker, der giver vinen mundfylde og sødme, som modspil til den friske syre og saftige frugtsmag og aroma af æble, pære, fersken og citrus. Prosecco laves også i en tør og mere moderne udgave. Begge typer er strålende som aperitif, og de lidt tørrere udgaver kan sagtens stå distancen til lette forårs- og sommerretter med grøntsager eller fisk.

Prosecco-druen bruges næsten udelukkende til at fremstille mousserende vin. Druen har en tynd gul skal og giver vinen et grønt og gyldent skær i glasset. Vinen laves både i en tør og i en halvtør udgave.

Sammenlignet med andre mousserende vine, der andengærer på flaske, er Prosecco altid en smule sødere eller mere frugtet. Men det er interessant, at de gode producenter i området næsten aldrig taler om den enkelte vins restsukker men om dens mundfylde. Pointen er, at det handler om at opnå den rette balance, lethed og friskhed i munden, fordi Prosecco med sin blomst og friske modne frugt ikke kan sammenlignes med andre mousserende vine.

Med den ændrede DOCG og DOC lovgivning, fortæller etiketten på en flaske Prosecco, hvor i området og kvalitetspyramiden vinen er produceret:

• DOC Prosecco omfatter 556 kommuner, der dækker en betydelig del af Veneto
• DOC Prosecco Treviso kommer fra 95 kommuner i området mellem Treviso og Valdobbiadene – typisk fladere jord
• DOCG Prosecco di Valdobbiadene/Conegliano stammer fra 15 kommuner på de rigtige skråninger op mod Dolomitterne
• De anerkendte enkeltmarker DOCG Rive di Colbertaldo og DOCG Cartizze her egen selvstændig DOCG

Af den samlede mængde Prosecco der laves i Italien er det kun ganske lille del, der kommer fra Valdobbiadene / Conegliano.

Læs mere om Adriano Adami, som laver Prosecco fra Valdobbiadene og Treviso.