Beskrivelse
Montfaucon Chateauneuf du Pape
Hver gang vi skal beskrive Chateau de Montfaucon, og dets indehaver Rodolphe de Pins er det første, der falder os ind traditionalisme. Men Montfaucon er mere end et enkelt begreb, og Rodolphes filosofiske og bevidste tilgang til både vinmarker og kælder kræver en meget mere nuanceret beskrivelse. Rodolphe de Pins’ familie købte slottet i 1766 og har produceret vin på slottet næsten lige siden. I en lang periode, fra 1936-1995, blev alle druer solgt til det lokale kooperativ. Det var først da Roldolphe efter endt uddannelse overtog vinproduktionen, at de igen begyndte at lave egne vine.
Vinmarkerne ligger i 3 forskellige enklaver i henholdsvis Montfaucon, Roquemaure og St. Genies de Comolas. Den terroir-mæssige forskellighed er, sammen med de 15 forskellige druesorter Rodolphe arbejder med, nøglen til forståelse af vinene. Det handler om diversitet, og naturlighed. De 15 druesorter har alle en lang historie i det sydlige Cotes du Rhône. De har skabt en naturlig tilpasning og berettigelse, og hvis man som Rodolphe tilstræber maksimal kompleksitet i vinene, må man nødvendigvis være åben for, at de druesorter, der har tilpasset sig områdets klima og geografi, også kan have en betydning.
Montfaucons Chatueauneuf du Pape kommer fra 1,3 hektar gamle vinstokke med perfekt beliggenhed på marken “les Escondudes”, der er nabo til det berømte la Crau plateau. Med andre ord – suveræn beliggenhed! Marken er plantet med 92% Grenache og 8% Mourvedre, og det er mere end 80 år gamle vinstokke. Lagret på fad.
Her er figen, blomme og brombær, bakket op af flot syre og lakrids. Viol og kirsebær, og et diskret fadpræg. Saftigt er måske så meget sagt, men absolut letløbende.
Læs mere om Chateau de Montfaucon.
Læs mere om Rhone vin.


