Pascal Mazet

Producent: Pascal Mazet

Land: Frankrig

Område: Champagne

Underområde: Chigny-les-Roses

Pascal Mazet, hans kone Catherine og deres søn Olivier gemmer på en af Champagnes store hemmeligheder. De blot 2 hektar vinmarker i 1. Cru Chigny-les-Roses, 1. Cru Ludes og Grand Cru Ambonnay har været dyrket naturligt i en årrække, og er certificeret økologisk fra og med 2012. Men da Mazet arbejder med gamle årgange i kælderen og lagrer vinene længe (flere af vinene er lavet på op til 10 år gamle årgange), er de forskellige cuvéer blevet gradvist økologisk certificerede, og de sidste cuvéer med de ældste basevine, er først blevet certificeret indenfor de seneste par år.

Det er en af de mest håndholdte vingårde man kan forestille sig, hvor både kælder og mark er i hænderne på sønnen Olivier, der for snart 10 år siden overtog ansvaret for gården. Og når vi skriver “i hænderne på”, så skal det tages bogstaveligt, for det er old-school manuel degorgering, etikettering, fadhåndtering osv. Mængderne er selvsagt ekstremt små – omkring 16.000 flasker årligt.

Stilen på Pascal Mazet’ vine er mørk og vinøs, med komplekse modne toner og stor struktur. Tilplantningen i markerne er i runde tal 1/3 Pinot Noir. 1/3 Pinot Meunier og 1/3 Chardonnay, men gården har også en parcel med Pinot Blanc, som indgår i de to cuvéer “Originel” og “Evanescente”. Alle vinene har en vis andel træfade i lagringen, og for flere af vinenes vedkommende lagres en del af vinen efter solera systemet, for at få yderligere dybde og kompleksitet. Som noget nyt har Olivier fået tilføjet keramiske æg til vinifikationen, så lidt innovation er der i kælderen. Over de senere år, hvor Olivier’s indflydelse på vinene er begyndt at gøre sig gældende, har vi noteret os, at vinene måske fremstår en anelse lysere og mere ungdommelige. Stadig samme dybde og struktur, men med finere, lysere og lidt mere blomstrede toner.

Læs mere om champagne.