Domaine du Closel

Producent: Domaine du Closel

Land: Frankrig

Område: Loire

Underområde: Savennières

Den lille appellation Savennières ligger sydvest for Anjou og anses af mange for at være et af Frankrigs vigtigste hvidvinsområder. Distriktets berømte skifferholdige marker og skråninger langs Loire floden er grobund for kompleks, koncentreret og længelevende hvidvin i en kvalitet, som kan måle sig med et hvilket som helst andet område i Frankrig og i resten af verden.

Domaine du Closel er en lille biodynamisk vingård, der ligger midt i landsbyen Savennières. Domainet råder over 19,6 hektar vinmarker, hvoraf en stor del ligger på den berømte mark Clos du Papillon. Evelyne de Pontbriand overtog ledelsen i 2001 og har siden løftet Domaine du Closel op blandt de allerbedste hvidvinsproducenter ikke bare i Savennières eller Loire men i hele Frankrig.

Økologi og vildgær

Det er som regel en kliche at sige, at hver en sten er blevet vendt, men ikke her. Domainet har lavet geologiske undersøgelser af jordbunden på alle parceller. Dyrkningen blev i 2008 økologisk certificeret, og er i dag ydermere certificeret biodynamisk.

Kælderarbejdet er ændret. Al gæring foregår på vildgær, og vinene passer sig selv. Der tilsættes svovl, men kun det nødvendige og i stadig mindre mængder. Domainets parceller vinificeres separat og forskelligt, og “Clos du Papillon” gærer og lagrer nu på træfade. Målet er at udtrykke det klassiske Savennières terroir, at bevare vinenes renhed og sikre at de bedste årgange fortsat kan lagre 20-25 år uden problemer.

Hvad enten vi taler om den friske”la Jalousie” eller den dybe og intense “Clos du Papillon”, så viser domainets vine en klar linje og uhyggelig præcision. Syreniveauet er højt, og vinene har en kerne og dybde, der er fantastisk med masser af grønne og rene toner af honning, bivoks, selleri, fennikel og frisk kål.