Bertrand et Axelle Machard de Gramont

Producent: Bertrand et Axelle Machard de Gramont

Land: Frankrig

Område: Bourgogne

Underområde: Côtes de Nuits

Domaine Bertrand Machard de Gramont er etableret i 1983 efter opsplitningen af et af de store historiske domæner i Bourgogne. Bourgogne er notorisk svært at holde rede på, og helt i den tråd, må Domaine Bertrand Machard de Gramont ikke forveksles med en anden vingård, Domaine Machard de Gramont, som stammer fra den samme domæne-opdeling.

Faktisk hedder gården i dag Domaine Bertrand et Axelle Machard de Gramont, eftersom datteren Axelle har været en del af gården siden 2004. De har i dag 6 hektar vinmarker, primært beliggende i Nuits Saint Georges, men også 0,6 hektar i Vosne-Romanée, og laver 4 forskellige Nuits Saint Georges enkeltmarker, hvilket giver en fantastisk mulighed for at vurdere terroir. Specielt interessant er “les Terrasses des Vallerots”, som er plantet i 2001 på en parcel, der har været forladt og uberørt siden vinlusen for 100 år siden.

Siden Axelle startede på familiegården i 2004, har de arbejdet mod mere og mere naturlig produktion, og i dag er gården certificeret økologisk.