Jean-Luc & Eric Burguet

Erik Burguet fra Alain BurguetProducent: Jean-Luc & Eric Burguet

Land: Frankrig

Område: Bourgogne

Underområde: Gevrey-Chambertin

Jean-Luc og Eric Burguet har nu overtaget efter faderen Alain Burguet, som etablerede det anerkendte domaine helt fra bunden i midten af 70’erne. Arealet er i dag på ca. 8 hektar vinmarker, der alle ligger i Gevrey-Chambertin. Dertil kommer en fast kontrakt på druer fra yderligere 0,8 hektar Chambertin Clos de Bèze og Vosne Romanée 1. Cru. Tilsammen giver det en årlige produktion på ca. 35.000 flasker. Sammenholdt med, at Domaine Burguet er efterspurgt af vinentusiaster i hele verden, er det næppe den store overraskelse at vinene ikke er billige. Omvendt er intet billigt på det niveau, og sammenlignet med de større og mere berømte producenter i Gevrey-Chambertin er vinene fra Jean-Luc & Eric Burguet absolut rimelige i pris.

Gården drives i dag af sønnerne Jean-Luc og Eric (billedet). Dyrkningen er økologisk med retning mod biodynamik. Gården er ikke certificeret, men har altid været dyrket uden nogen former for kemisk manipulation. Alain høster sent – betydeligt senere end de fleste andre vinbønder i Gevrey-Chambertin, for at opnå maksimal modenhed. Druerne sorteres af to omgange, gæringen med vildgær tager ca. 14 dage, og vinen ligger 18-20 måneder på fad (fra 5-100% nye fade afhængig af appellation).

Intens og rig Pinot Noir

Stilen på gården er intens og rig, men samtlige vine er nærmest uhyggeligt balancerede og med mere finesse end ekstraktion. Det er vine med modne røde bær, lidt vilde toner og fløjlsblød finale. Der er ingen klodset sort frugt, kun elegante delikate toner. Det er på en gang koncentreret Pinot Noir til kælderen men også vine, der fungerer fantastisk godt som unge, grundet druernes store modenhed. Alain laver en enkelt Gevrey-Chambertin 1. Cru, men det er først og fremmest hans forskellige Gevrey-Chambertin villages, der har gjort ham berømt. En tur i hans kælder er en lærerig tur gennem kommunens komplekse terroir, og viser med tydelighed, at der ikke behøver at stå 1. Cru på etiketten, når bare vinen er fra de bedste vinbønder.

Læs mere om Bourgogne vin.