Publiceret

It’s not crazy – Angol d’Amig, Lambrusco

Vi har handlet med Marco Lanzotti siden han lavede sine første 3000 flasker Lambrusco for godt 10 år siden. I dag er produktionen stadig meget beskeden, med kun 16-18.000 flasker om året. En dråbe i havet, sammenlignet med Lambrusco-industrien omkring Modena.

Marcos rejse ind i vinens verden begyndte som tjener på den geniale Stallo del Pomodoro i Modena, med et omfangsrigt og meget lokalt vinkort. Mange af gæsterne var lokale vinmagere, og Marco blev så inspireret af dem, at han inden længe tog på en slags pilgrimsfærd rundt i Emilia-Romagna for at lære mere om regionens vin. Udgangspunktet er ekstremt naturligt, med idéen om, at vin skal betragtes som en fødevare – og derfor skal være ren, sund og velsmagende. Som Marco selv siger: “We are in the service of the grapes” – altså definerer druerne det endelige produkt, og ikke omvendt.

I dag laver Marco både håndholdt Lambrusco, frizzante hvidvin og spumante. Sidstnævnte hører til i den fineste liga af italiensk mousserende vin, og stilistisk meget tættere på klassiske bobler, som f.eks. Franciacorta, end på Pet’Nat bobler. Og så alligevel ikke… Marco har nemlig valgt, at alle bobler sælges udegorgeret, så de kan ligge længst muligt på bærmen, og udvikle størst mulig kompleksitet. Når man tænker over det er det egentlig ikke så mærkeligt at ønske størst mulig udvikling for sine vine, og i Modena er det helt normalt for restauranterne selv at stå for degorgeringen. Eller som Marco selv siger, da han demonstrerer degorgeringsteknikken: “It’s not crazy”.

I starten af april besøgte vi Marco Lanzotti udenfor Modena, og smagte hele batteriet af vine, alt i mens restauratører fra Modena lystigt droppede forbi vineriet og smagte med. En fantastisk påmindelse om, hvor højt et niveau man kan opnå med “små” druesorter og mindre berømte områder. De samme vine blev skænket både degorgeret og udegorgeret, så vi kunne smage forskellen på spumante serveret i plumret Pet’Nat-style, eller i helt klar udgave. Det er afgjort nemmere at servere Marcos to mousserende vine la Banda og Qui e Ora uden at degorgere dem. Men man gør sig selv en kæmpe tjeneste ved at opbevare flaskerne med bunden i vejret, og gennemføre fuld degorgering i en balje vand inden servering. Processen kræver lidt øvelse, og er muligvis ikke smuk, men smagsmæssigt er resultatet genialt. Knivskarpe bobler med en meget mere præcis syre. Finesse i frugten, med fine blomstertoner og frisk sart bærfrugt. Med degorgering ændres hele karakteren fra brede til dybde.

Glem alt om supermarkedsklichéerne. Når Lambrusco er i hænderne på de rigtige vinbønder, så er vi helt inde i sjælen af italiensk vin. Vin der er skabt til middagsbordet. Vin der er skabt til det lokale Emilia-Romagna køkken. Vin der minder en om, at vinens oprindelige funktion ikke var at blive solgt på vinauktioner i Hong Kong, men at blive drukket med venner og familie, mens man diskuterer sidste runde i Serie A.

Køb vinene fra Angol d’Amig her.