Beskrivelse
Giuseppe Sesti er uddannet kunsthistoriker, men i 70’erne først og fremmest kendt som ekspert i historisk astronomi. I 1975 købte han den lille ruin Castello di Argiano i det sydlige Montalcino. Oprindeligt med henblik på at finde et stille sted hvor han kunne koncentrere sig om en anden af sine interesser – opera. Gennem årene blev gården renoveret, men det var først i starten af 90’erne han besluttede målrettet at lave sin egen Brunello di Montalcino. Han indså i løbet af 80’erne, at hans viden om historisk astronomi og klassisk kultur indeholdt en mængde nyttige informationer både om landbrug generelt og vinproduktion i særdeleshed, og ønsket var at kombinere denne traditionelle viden med den moderne vinteknik.
Giuseppe har i dag udviklet sin egen meget personlige filosofi om dyrkning, vinifikation, økologi og biodynamik. Manden vil ikke sættes i bås som hverken det ene eller andet, men dyrker i praksis sin vin efter de mest skånsomme principper. Ingen indgriben og månefaser er nøgleordene, men han vil hverken betegnes som biodynamiker eller certificeres som økolog. Sesti er en af områdets absolutte traditionalister, og vinene laves uden påvirkning af modeluner og overdreven brug af teknik. Vinene lagres således traditionelt på store og mellemstore botti (2500 liters slovenske fade) – der anvendes ingen barriques.
Phenomena er storladen, intens, præcis og kompleks Brunello di Montalcino Riserva. 100% Sangiovese fra gamle stokke med lavt høstudbytte, 51 måneders lagring på botti efterfulgt af yderligere 1 års flaskelagring. Flaskes uden filtrering.
Det lyder umiddelbart som opskriften på et kulsort monster af en vin – men Sesti formår med Phenomena at holde den saftige, lyse frugt i fokus. Det er stort, det er balanceret, det er Sesti!
Læs mere om Sesti