Beskrivelse
Domaine Maurice Schoech er et flagskib i Alsace. Gården drives i dag af de to brødre Jean-Léon & Sébastien Schoech, som sammen har 9 hektar vinmarker, der hovedsageligt ligger i Ammerschwihr og Sigolsheim, og giver små 60.000 flasker årligt. Domainet har parceller på berømte marker som Kaefferkopf, Mambourg og Rangen, og markerne dyrkes bæredygtigt. Der anvendes biodynamisk præperation, og gården er økologisk certificeret fra årgang 2014.
Samtlige vine er ekstremt aromatiske, men uden undtagelse har vinene en forbløffende lethed, der er usædvanlig for denne del af Alsace. Frugten er både moden og koncentreret, men de er alle så syre-præcise at slutindtrykket er friskhed.
Domaine Schoech har et stort parcel tilplantet med forskellige genotyper af Gewurztraminer på den berømte Kaefferkopf mark i Ammerschwihr. Det er derfor en af gårdens centrale og vigtigste vine. Fuld knald på den klassiske Gewurtz-aromatik, med lichifrugt, passionsfrugt, rose og en anelse kagedej, men uden på noget tidspunkt at miste syre og fokus.