Beskrivelse
På trods af at Corrado Dottori, manden bag vingården la Distesa, kun laver ganske få flasker årligt (de 3,5 hektar giver i de bedste år ca. 16.000 flasker), har han på få år opnået et seriøst ry i Italienske naturvinskredse, og sågar i den mere traditionelle del af den italienske vinverden. Han er ganske enkelt en ekstremt talentfuld vinbonde.
Det er naturlig vin fra Castelli di Jesi, i landsbyen Cupramontana, hvor Verdicchio-druen ellers sjældent laver specielt naturlige vine. Som resultat blev den ene af Corrado’s vine for et par år siden deklassificeret fra DOCG Verdicchio dei Castelli di Jesi, til simpel Marche IGT. Fordi vinen ikke stemte overens med konsortiets ide om typisk Verdicchio. Som konsekvens har Corrado nu selv valgt at aftappe alle hvidvinene uden DOCG. Corrado Dottori’s vine er i en klasse og stilart for sig, med en tyngde og nerve, som hæver dem over det simpelt frugtede. Metoden er simpel: Håndarbejde, spontangæring og minimal brug af svovl. Desværre er mængderne mikroskopiske. Vinene er økologisk certificerede.
Le Vagabonde er en spritny vin fra Corrados hånd. En nyerhvervet mark med jordbund rig på kalk med gamle Verdicchio stokke, og udelukkende stål under vinificering, giver en vin der på én og samme tid står i skarp kontrast til La Distesas “topvin” Gli Eremi, men også spiller på mange af de samme noter: mineralitet, jern, jord, et nærmest nøddet udtryk og forfinet frugt. Men hvor Gli Eremi er power, er Le Vagabonde i højere grad finesse, syre, luftighed. Drikker genialt allerede, men vil uden tvivl folde sig flot ud ved lagring.
Læs mere om la Distesa.