Weingut Meierer


Matthias MeiererTalentfulde Matthias Meierer passede familiegården, ved siden af sit job i vinkælderen hos Mosel stjernen Fritz Haag, da han pludselig blev årets unge vinbonde i Tyskland. Det er efterhånden nogle år siden, og i dag arbejder Matthias 100% på familiens egen gård. I mellemtiden er Weingut Meierer blevet en efterspurgt kilde til rene og præcise moselvine. Markerne ligger i Kesten, hovedsageligt på Paulinsberg, der ligger i forlængelse af nabobyens berømte Brauneberger Juffer.

Det er ganske enkelt ekstremt rene vine, der dyrker et tørt og meget mineralsk udtryk. De er stringente, og følger et enkelt præcist udtryk hele vejen.

Prismæssigt må Weingut Meierer’s vine betragtes som meget beherskede. De repræsenterer ganske enkelt priserne på en ung vinbonde, der har et overordentligt jordnært forhold til sit arbejde. Flere af vinene spontangæres, dog ikke alle. Hans fornemmeste vin, Riesling Alte Reben (gamle vinstokke), gæres i 4-5 måneder på et enkelt fad – og laves i meget begrænset mængde. Det er en stålsat Riesling. Lukket og seriøs.