Årgang 2024 Chablis 1. Cru Fourchaume og 1. Cru Mont de Milieu fra Christophe & Fils er lige rullet ind på vores lager, og markerer, at det er præcis 20 år siden den første palle fra Sébastien Christophe ankom til Niche Vine. Den gang var Sébastien relativt nystartet og havde en meget beskeden produktion. Da han startede i 1999 havde han blot 0,6 hektar Chablis, men det blev de efterfølgende år udvidet med Petit Chablis, 1. Cru Fourchaume (fra 2004) og siden de to 1. Cru’er Monté de Tonnerre og Mont de Milieu. Den samlede produktion er også udvidet, fra at være et hobbyprojekt til i dag at være en betydelig Chablis-vinbonde i den helt klassiske ende.
Det første år var alt markarbejdet efter “lutte raisonnée”-princippet, hvilket vil sige, at der arbejdes målrettet for at undgå anvendelse af sprøjtemidler og kunstgødning, og derved opnå maksimal bæredygtighed. I dag har gården omlagt til økologisk dyrkning i vinmarkerne, og har de senere år været under konversion. Sébastien har dog foreløbig valgt at lade mark og kælder certificere, uden at frigive nogle af vinene som økologiske, så han har frie hænder til for eksempel at købe druer fra andre vinbønder, hvis hans egne marker skulle blive ramt af frost eller hagl.
Stilen er uhyre klassisk. Ingen unødig brug af barrique i lagringen – det er den traditionelle Chablis-karakter der fremhæves. Både alkoholisk og malolaktisk gæring sker på ståltank. Kun 1. Cru vinene får en lille smule fad, og udelukkende brugte fade. Vinene er sprøde, mineralske, flintede og med en tæt bær- og nøddearoma. Her er stor længde og stor koncentration.
Lige så betydningsfuld Chablis’ beliggenhed, som et af Frankrigs nordligste vinområder, er for friskhed, blomst og mineralitet i vinene, lige så katastrofalt har det desværre været for stabiliteten i vinproduktionen. Få vinområder har været hårdere ramt af klimaforandringer end Chablis. Selv i de år, hvor det centrale Bourgogne er gået fri af hagl og frost, har Chablis ofte været hårdt ramt. Af de seneste årgange har både 2021 og 2024 været hårdt ramt på mængden (absolut ikke på kvaliteten), så det har været en kamp at være vinbonde i det nordvestlige Bourgogne. Som en klassisk del af restauranternes vinkort, har det også været en kamp for alverdens vinimportører at skaffe Chablis nok i de hårdt ramte årgange.
Se vinene fra Christophe her.