For foden af den berømte Kaefferkopf-mark i Ammerschwihr i det centrale Alsace, ligger Domaine Maurice Schoech, med sine godt 9 hektar spredt udover kendte marker som Kaefferkopf, Schlossberg, Mambourg og Rangen. Og her har de ligget i et stykke tid – faktisk har familien lavet vin her siden 1650, så der relativt meget erfaring på gården. I dag drives gården af de to brødre Sébastien og Jean-Léon, der sammen har stået i spidsen for gården i mere end 25 år. Det er således dem, der har ansvaret for, at gården efter 364 år valgte at blive økologisk certificeret i 2014.
Området omkring Ammerschwihr er centrum for den klassiske rige og frugtede Alsace stil, og det er præcis den stil Domaine Schoech tilstræber. Selvfølgelig varierer udtrykket med druesorterne, men koncentrationen og den ekspressive frugt går hele vejen igennem deres sortiment, hvad enten det er stringent og struktureret Riesling, eller flamboyant Pinot Gris og Gewurztraminer. Det er indbegrebet af alsacisk klassicisme, og skabt til den rige alsaciske mad.
For Domaine Schoech vil hovedmarken altid være Kaefferkopf. En historisk mark i Alsace, der oprindelig skabte sit ry på vine, der var blandet af flere forskellige druesorter, og ofte også blandet i selve marken. Derfor var Kaefferkopf, på trods af sin historiske anerkendelse, ikke blandt de første marker til at opnå Grand Cru status. Den er dog kommet til siden, og Schoech’s udgaver på henholdsvis Riesling og Gewurztraminer er monumentale. Både Muscat og Pinot Gris kommer fra Grand Cru Mambourg, som efter sigende skulle være Alsace’ varmeste mark, hvilket klæder de to aromatiske druer. Det er intense udgaver, med ret stor viskositet og en ikke ubetydelig sødme. Men på trods af den store modenhed, som deres to Mambourg-vine altid har, så er der altid en forfriskende syre i finalen.
Hvad enten du vælger Riesling, Muscat, Pinot Gris eller Gewurztraminer, så bringer vinene fra Maurice Schoech dig direkte til middagsbordet, der er fyldt op med Münster ost, Choucroute og storladne patéer.
Læs mere om Maurice Schoech her.