Publiceret

Marie Thibault, Azay-le-Rideau

En ny omgang rene og balancerede bobler er landet fra Marie Thibault i Loire. Det er Pet’Nat på den helt velfriserede og elegante måde, og det giver os en oplagt mulighed for at sætte fokus på Marie Thibault, og hendes få, men fantastiske, vine fra Azay-le-Rideau i Touraine i det centrale Loire.

Det er i år 10 år siden vi fik første sending vine fra Marie Thibault, og 10 år siden hendes hvidvin Premier Nez blæste os bagover. Marie er ikke en, der fylder 2 meter bord, når hun præsenterer sine vine. Faktisk har hun aldrig lavet mere end 4-5 forskellige vine: To bobler, to røde og en enkelt hvidvin. Til gengæld er niveauet tårnhøjt og stilen seriøs. Hvor Grolleau oftest er en juicet, saftig og lidt pjattet rødvin, er den i hendes udgave en mørk og seriøs vin, med masser af struktur bag den umiddelbare saftighed. Og hendes hvidvin Premier Nez på Chenin Blanc, har i alle ti år stået som et af hvidvinsflagskibene i vores sortiment. Det er en dyb og relativt mørk Chenin-stil, der er på en gang kødfuld, med dybe vokstoner og samtidig med levende syre og en gigant struktur. Oftest bedst efter 6 år+ i kælderen.

Kælderen i Azay-le-Rideau deler hun med sin mand Frantz Saumon, der også er vinbonde, men med markerne primært i Montlouis. En genial gammel kælder, skåret direkte og dybt ind i klippesiden bag deres hus. De arbejder sammen, deler kælder, men kører det ellers som to forskellige vingårde. Både Marie og hendes mand tilhører kernen af naturvinsbønder i Loire. Men det er voksen-natur. Dybt seriøse vine, hvor prædikatet egentlig er uinteressant. Det er helt rene og altid præcist balancerede vine, uanset farve og type.

Køb vinene her.