Beskrivelse
På en bakketop lige udenfor Gironde-sur-Dropt, med udsigt til Garonne floden mod syd, ligger Château Tire Pé.
Château er måske så meget sagt. David Barrault og hans kone Hélène overtog den smukke, gamle gård i 1997 og påbegyndte straks et større renoveringsprojekt – ikke mindst i gårdens tilhørende vinmarker.
På de 7,5 hektar mestendels sydvendte marker stod der Merlot, Malbec og Cabernet Franc – men nyplantninger af Pineau d’Aunis samt de næsten uddøde sorter Le Castet, Mancin de Palut og Genouillet er løbende kommet til, og giver i dag druer til vine, som på én og samme tid er meget tæt på, og meget langt fra klassisk Bordeaux.
Al brug af fad er udfaset, og vinene både gærer og lagrer på enten beton eller amphora. Macerationstiden er generelt kort, og giver ekspressive, elegante vine med en uhørt renhed.
Gården er certificeret økologisk, men fungerer reelt biodynamisk, ligesom vinene ikke filtreres og svovl kun tilsættes homøopatisk ved flaskning – hvis nødvendigt, vel at mærke.
2019 Tire Pé er et blend på Cabernet Franc og Malbec, fra stokke blevet til ved sélection massale: altså podning af skud fra særligt udvalgte, meget gamle vinplanter af exceptionel kvalitet. De afstilkede druer macererer blidt i en lille måneds tid, hvorefter vinen gærer og lagrer i 2 år på beton. Det er mørk frugt, men slankt og elegant, og vildt saftigt.
Læs mere om Chateau Tire Pé