Beskrivelse
Tokaji Szamorodni
Tokaj er et vinområde med en tusindårig historie, og alligevel lang tids glemsel. Fra at have været kongernes og kejsernes vin, blev det vinen alle havde læst om i vinbøgerne, men ingen havde smagt. De første år efter østblokkens sammenbrud bød på en række store vin-investeringer i det historiske område. Det resulterede i nogle prestigefyldte storladne vingårde, og ditto vine. Der manglede dog de første mange år en naturlig udvikling af mindre, håndholdte producenter. Men de sidste 15 år er det for alvor gået stærkt i den del af vinverdenen, der er rigtig sjov. Nemlig underskoven af små nørdede gårde, der er garant for dedikeret personlighed.
Barta Pince er i høj grad en af disse små vingårde, der løfter barren for både kvalitet og personlighed. De har til huse i Mád, en smule vest for Tokaj i det nordlige Ungarn, grænsende op til Slovakiet. Gården producerer primært vin fra deres parceller på Király-hegy, Kongens Bakke, som er nogle af de stejleste marker i regionen.
Szamorodni er en Ungarsk betegnelse for vin lavet på delvist botrytiserede drueklaser. I dette tilfælde af Furmint. Det giver en vin der kombinerer det intenst søde fra ædelråd med friskheden fra de friske druer.
Bartas Tokaji Szamorodni er ren og rank, med 133 gram restsukker pr. liter. 2021 var et køligt år og i reglen ikke optimal for sød vin, men Barta har vinklet den rigtigt og produceret en Furmint med lethed og elegance. Druerne er afstilket og presset forsigtigt efter 4 timers maceration. Efter 24 timers bundfældning blev saften gæret på egefade – 15% nye og 85% brugte. Vinen er lagret på samme fade i 12 måneder frem til aftapningen i januar 2022.
Læs mere om Barta
Se flere vine fra Ungarn


