Beskrivelse
Efter flere års arbejde hos mere konventionelle vingårde, startede Chiara Penati og hendes mand Michele Conoscente i 2010 den 1,5 hektar lille vingård Oltretorrente. Parret er agronomer fra Milano, og de havde længe overvejet, hvor i Italien deres projekt skulle ligge. Valget faldt på den stille landsby Paderna, som ligger i bakkerne i Tortona-området (Colli Tortonesi) i det sydøstlige Piemonte, et stille hjørne af regionen som adskiller sig markant fra det “tætpakkede” vinlandskab omkring Alba og Asti.
I dag råder parret over 7,5 hektar, med vinstokke mellem 15 og over 100 år gamle i op til 300 meters højde – på skråninger, der er så stejle, at når det regner for meget, kan de ikke bruge deres lille traktor og må klare arbejdet med håndkraft, som i gamle dage. Den nuværende årlige produktion ligger på 25.000–30.000 flasker, hvilket er en markant stigning siden 2018, hvor nye marker blev taget i brug.
Gårdens Timorasso (DOC Derthona) kommer fra stokke plantet ml. 1996-2016, og høstes med ultralave udbytter, ofte helt nede omkring 24 hl/ha. Direkte pres på hele klaser, koldgæring på beton med fuld malolaktisk, efterfulgt af 9 måneder sur lie på beton cuve. Det er stor og gastronomisk hvidvin med confiteret citron, nærmest maritim salt, teksturel og stram på den ene siden men også storladen og med relativt høj alkohol. Kæmpe vin!
Læs mere om Oltretorrente