Beskrivelse
Mon P’tit Pithon Rouge
Olivier Pithon har haft fødderne i vinmarker siden han som barn hjalp først sin bedstefar, og sidenhen sin berømte storebror Jo Pithon, i fødeområdet Anjou i det vestlige Loire. Broderen var allerede i gang med at skabe sig et navn i Anjou, og det var naturligt, at også Olivier ville gå den vej. Det stod derimod ikke skrevet noget sted, at Oliver ville slå sig ned som vinbonde i Roussillon, på grænsen til Pyrenæerne og Spanien. I et område, der både hvad angår druesorter og klima, ikke kan blive meget mere forskelligt fra Anjou.
Efter at have arbejdet en årrække på vingårde i Bordeaux, Jurancon og Beaujolais, fandt Olivier sin første mark i Calce i 2001. En mark med mere end 60 år gamle Carignan stokke på en jordbund af skiffer. Den samme jordbund Olivier var vant til hjemme i Anjou. Det er måske en af de vigtigste årsager til, at han er i stand til at lave vine med en syre og præcision, der er unik for området. Det er ekstremt balancerede og meget personlige vine. Udpræget naturlige, men uden at give afkald på frugt, koncentration og renhed.
Mon P’tit Pithon Rouge er lavet på en blanding af Grenache og Syrah. Ukompliceret, saftig og ekstremt drikkevenlig. Der er en fin syre, men først og fremmest mørk saftig frugt med masser af brombær, anis og fine mineraler.
Druerne kommer fra marker Pithon overtog i 2007. De dækker 1,2 hektar, og høstudbyttet er på 38 hektoliter/hektar. I de seneste årgange indgår også lidt druer fra omkringliggende økologiske vinvenner.
Læs mere om Olivier Pithon.





