la Realtiere


Pierre Michelland har som mange andre yngre franske vinbønder arbejdet i udlandet og på en række forskellige vingårde, inden han overtog familiegården i 2001. Han driver gården med sin kone Sylvia.

Sammen har de gjort Domaine la Realtiere til en af de unge vingårde omkring Aix-en-Provence, der tales om, og som der er blevet lagt mærke til, i den stadig voksende gruppe af økologiske, biodynamiske og naturlige vinbønder i Frankrig.

Domaine la Realtiere ligger i den østlige del af Coteaux d’Aix en Provence i et relativt koldt område for foden af Montagne Sainte Victoire. Det er den høje beliggenhed og det lidt barske bjergklima, der er nøglen til den friskhed, der præger alle vinene. Selvfølgelig er de mørke, saftige og præget af den provencalske beliggenhed, men der en kølighed over frugten, som er sublim.

De 12,5 hektar ligger sydvendt, og beskyttet af olivenlund og skov. Produktionen er på blot 45.000 flasker årligt, hvoraf lidt mere end halvdelen er rosé!

Gården har været dyrket økologisk siden 1994, og været certificeret i en årrække. I 2011 tog Pierre skridtet videre, og startede fuldstændige konversion til biodynamik. Stilen er uprætentiøs og drikkevenlig. Vine, der ikke er overgjorte, og som man får lyst til at drikke i store mundfulde.