Beskrivelse
2022 Tippi, Tenuta Macchiarola – Puglia
Domenico (han foretrækker Nico) Mangione var oprindeligt farmaceut, og han ejede og drev sit eget apotek i over 20 år. Beskæftigelsen som vinbonde opstod ved rent tilfælde. Hvad der oprindeligt var en tjeneste for hans svigerfar om at passe på nogle vinstokke og fremstille lidt husvin, blev snart en fuldstændig besættelse og lidenskab, der ændrede hans liv for evigt. I 2005 plantede Nico 6 hektar vinstokke og startede to år senere opførelsen af sit lille vineri i Lizzano (Salento).
Idéen var som udgangspunkt at sælge druerne, og muligvis fremstille lidt vin til familien og de lokale. Det greb imidlertid om sig, og Nico producerer i dag vin fra omkring 3-4 hektar af sin jord (så langt rækker kapaciteten i hans lille vineri), og resten af druerne sælger han for at dække omkostningerne ved vingården.
Tippi er gårdens Petillant Naturel – 100% Primitivo med ultra kort maceration, resulterende i en knastør, aromatisk rosato med livlige bobler og en let krydret note.
2025 Keuper & Kalk, Weinbau Krämer – Franken
Stephan Krämer står sammen med sin hustru Simone bag det, der bedst kan betegnes som en blandet landbrugsvirksomhed med omkring 70 hektar afgrøder, herunder markgrøntsager som gulerødder og rødbeder, sukkerroer, solsikker, havre, hvede, spelt og bælgfrugter. Der er desuden 4 hektar stejle vinmarker i Taubertal, som familien erhvervede i 1983.
De stejle terrasser ligger ved Tauberzeller Hasennestle og Röttinger Flint. Her står der Silvaner, Müller Thurgau, Riesling, Bacchus, Johanniter, Schwarzriesling og Regent, og derudover opkøber Krämer også en smule Scheurebe fra gode venner. Vinene er skarpe, rene og ærlige – alle med et nærmest salt mineralsk udtryk. Det stadig mere bæredygtige arbejde i vingården gennem de sidste par år har vist, hvad Stephan kan. Hans vine er mere autentiske, mere selvsikre og mere uafhængige end nogensinde før.
Keuper & Kalk er Krämers entry level hvidvin, men der er intet entry level over kvaliteten! Knivskarp krystallin syre, pomelo, ananas, grøn mango, et hint passionsfrugt, kalk, kridt og cremet struktur. Ren Solero is for voksne! Blendet er overvejende Bacchus, med lidt Müller-Thurgau og Johanniter. Kun Müller-Thurgau lagrer på fad.
2024 Astrôme, Les Cortis – Bugey
Jérémy og Isabelle Decoster Coiffier arbejdede i en årrække for et par anerkendte naturvinsbønder i Chablis, men startede i 2016 eget domaine i Bugey, under navnet Les Cortis. Parret råder over 6 hektar vinmarker plantet med primært Mondeuse, Chardonnay, Gamay og Altesse, men også en smule Chasselas, Corbeau og Pinot Noir.
Markerne er under konversion til biodynamik, og der vinificeres så naturligt som muligt. Tiden i Chablis fornægter sig ikke; stilen er fersk og let, uden noget unødigt fadpræg og med en fin mineralsk stil.
Astrôme er Chardonnay med et skvæt Altesse, uden fad og helt læskende floral. Simpel bordvin, men vanvittigt godt håndværk. Årgang 2024 har ydermere fået et nøk op i kvalitet, og den stod gudesmukt i glasset, da vi besøgte gården tidligere i år.
2025 Pastel, La Realtière – Aix en Provence
Domaine la Realtiere ligger i den østlige del af Coteaux d’Aix en Provence i et relativt koldt område for foden af Montagne Sainte Victoire. Det er den høje beliggenhed og det lidt barske bjergklima, der er nøglen til den friskhed, der præger alle vinene. Selvfølgelig er de mørke, saftige og præget af den provencalske beliggenhed, men der en kølighed over frugten, som er sublim.
Pierre Michelland har 12,5 hektar godt beskyttet af olivenlund og skov. Produktionen er på blot 45.000 flasker årligt, hvoraf lidt mere end halvdelen er rosé! Gården har været dyrket økologisk siden 1994, og været certificeret i en årrække. I 2011 tog Pierre skridtet videre, og startede fuldstændige konversion til biodynamik.
Pastel er kvintessentiel terrasse-rosé, med lagring sur lie på store betonkar. Høj syre, flot rød bærfrugt og den område-korrekte laksefarve. Det smager tosset godt, og indbyder bestemt til at drikke med begge hænder.
2024 Troncone, Le Ragnaie – Toscana
Riccardo Campinoti købte i starten af ’00erne gården lige syd for Montalcino by, med en klar målsætning om at lave elegant, klassisk Sangiovese fra Toscana. Vine, som lå milevidt fra de overekstraherede og fadprægede eksemplarer, som ’90erne i høj grad havde budt på.
I start ’00erne var den høje placering af gården mere en udfordring end et aktiv. Det var ganske enkelt svært at opnå optimal modenhed i druerne. Det har dog ændret sig efterhånden som temperaturerne er steget i Toscana. I dag er det en klar fordel, hvis man vil sikre syre og elegance i sine vine.
Ragnaie har altid aftappet deres basis vin som Chianti Colli Senesi. Men fra årgang 2014 er de 100 % Sangiovese fra unge vinstokke på den øverste del af Ragnaie-marken blot aftappet som IGT vin, med navnet Troncone. Vinen er den samme, og vi er fuldstændig ligeglade. For den har den samme imødekommende bouquet, og lyse gennemsigtige smag, med klare toner af kirsebær, jordbær og urter. Ganske enkelt kvintessentiel Sangiovese fra Toscana!
2023 Barbera d’Asti ’Montoliva’, Alberto Oggero – Piemonte
Alberto Oggero overtog vingården i Roero efter sin bedstefar Sandro i 1999, men det var først i 2009, efter 10 års eksperimenteren, at han var klar med sin første hvidvin, Roero Arneis, og først i 2011 flaskede han den første rødvin.
Han har lige over 4 hektar i Santo Stefano Roero, og kultiverer primært gamle stokke Nebbiolo og lidt Arneis. Jorden er rig på sand, og indblandingen i kælderen er minimal, hvorfor vinene er ekstremt personlige og ekspressive, med slank frugt og masser af mineralitet.
Alberto har længe haft en drøm om at lave Barbera, og det er nu lykkedes fra en skøn lille sydvendt mark tæt på Monferrato kaldet Montoliva, med udsigt til hans kones barndomshjem Villa Ravina. Vinen macererer 30 dage på beton, hvor også lagringen finder sted. Her er oceaner af mørk frugt, høj syre og et fint urtet præg. En ”hverdagsvin” på den helt store klinge!
kr. 800,-
(normalpris kr. 1.034,-)

