Producent: Ca’ dei Zago
Land: Italien
Område: Veneto
Underområde: Valdobbiadene
Christian og søster Marika Zago er femte generation på familiegården Ca’ dei Zago i Valdobbiadene – et område, hvor reglen er storproduktion af billig Prosecco, og hvor man skal spejde langt efter hæderlige vingårde.
Ca’ dei Zagos marker ligger i den mere bakkede del af Veneto, hvor adgang med traktor ikke er en mulighed, hvorfor al arbejde foregår i hånden. De ca. 6 hektar giver i omegnen af 45.000 flasker årligt, og størstedelen af vinene laves som Col Fondo – nok bedre kendt som Petillant Naturel.
Gården blev grundlagt i 1924 som blandet landbrug (altså ikke udelukkende druer), og der har aldrig været benyttet kemi i markerne. En tradition Christian tager skridtet videre med biodynamisk praksis i både mark og kælder.
Ca’ dei Zago består dels af hovedmarken som snor sig i terrasser rundt om gården i en halvcirkel, med eksponering primært mod syd. Marken ligger i 250 meters højde, dækker 4,5 hektar og har jordbund rig på flint, sand, ler og granit. Her står overvejende gamle stokke Glera, men også Perera, Verdiso og Bianchetta Trevigiani. Hertil kommer en nærmest mikroskopisk mark på 0,5 hektar, Mariarosa, med enormt kalkholdigt terroir, samt det højestliggende lille plot på 0,8 hektar med sandet jord og ældgamle stokke, som giver druer til gårdens topvin på ren Glera.
Det kræver hårdt arbejde, og en god portion stædighed, at insistere på at lave kvalitetsvin i et område som Valdobbiadene, men Christian og Marikas indsats giver i den grad pote: det er højpotente, knivskarpe og enormt ekspressive mousserende vine fra absolut øverste hylde!