Tilbud!

Den lille oktoberkasse

Den oprindelige pris var: kr. 989,00.Den aktuelle pris er: kr. 800,00.

Varenummer (SKU): 9500 Kategorier: ,

Beskrivelse

NV Et Cætera Pet’Nat, Domaine Le Fay d’Homme – Muscadet

Gården hedder egentlig Domaine le Fay d’Homme, men de fleste taler om manden bag – Vincent Caillé.Han er 5 generation på gården, og manden som gik den økologiske vej, og har gjort familiegården til en ekstremt præcis Muscadetproducent, med fokus på områdets mange forskellige terroirs. Vinene er selvfølgelig spontangærede, og får en lang sur lie lagring.

Undergrunden i Muscadet er gammel havbund, meget lig Champagne og Chablis. Det giver vine med en mineralsk rygrad, nærmest lidt henad knuste østersskaller, og en rank, lidt citruspræget syre. Sammen med den traditionelle lange lagring sur lie giver det et frisk og let udtryk, bakket op af cremet frugt og en vild evne til at lagre.

Et Cætera er Petillant Naturel – naturlige bobler – på druen Folle Blanche. Vinen er gæret helt tør, Brut Nature, og fremstår sprød, salt og mineralsk. En ægte sommerbasker!

2025 Riesling Trocken, Weingut Steinmühle – Rheinhessen

Fødderne på marken og hænderne i druerne. Det er Axel May, 11. generation på vingården Steinmühle i Rheinhessen. Axel er samtidig manden, der har stået for omlægningen til certificeret økologisk drift.

Weingut Steinmühle var en anbefaling fra en fælles ven, Matthias Meierer i Mosel, der om nogen har fingeren i jorden, når det kommer til nye tyske vinbønder.

Gårdens Riesling Trocken er et “textbook” eksempel på knivskarpt tysk håndværk uden slinger i valsen. Høj syre, flot modenhed (vi er i et af Tysklands varmeste vinområder) og stor kompleksitet, selv på dette niveau.

2024 Grechetto, Omero Moretti – Montefalco

I det centrale Umbrien, lidt syd for hovedbyen Perugia, ligger den historiske by Montefalco. En af de relativt nytilkomne vinproducenter i området er Omero Moretti.

De har i mange år lavet olivenolie, og omlagde hele produktionen til økologi i 1992. I slutningen af 90’erne plantede Omero Moretti de først marker med vinstokke, og i dag er ca. 1/3 af deres 32 hektar plantet med vinstokke. De afstilkede druer gæres først på ståltank, og lagrer efterfølgende 12 måneder på brugte fade (tonneaux). Der er noget befriende originalt og naturligt ved Omero Morettis vine. Lokale druer og traditioner skaber vine, der på en gang er balancerede og saftige, samtidig med de har en upoleret krydret charme og vildskab.

Gårdens Grechetto gærer og lagrer 4 måneder på ståltank. Forener det mineralsk grønne med en mørkere og fyldigere frugt. Modne toner af selleri, ristede nødder og æbler.

2025 Mouton Rouge, Olivier Pithon – Côte Catalanes

Olivier Pithon har haft fødderne i vinmarker siden han som barn hjalp først sin bedstefar, og sidenhen sin berømte storebror Jo Pithon, i fødeområdet Anjou i det vestlige Loire. Broderen var allerede i gang med at skabe sig et navn i Anjou, og det var naturligt, at også Olivier ville gå den vej. Det stod derimod ikke skrevet noget sted, at Oliver ville slå sig ned som vinbonde i Roussillon. Et område, der både hvad angår druesorter og klima, ikke kan blive meget mere forskelligt fra Anjou.

Efter at have arbejdet en årrække på vingårde i Bordeaux, Jurancon og Beaujolais, fandt Olivier sin første mark i Calce i 2001. En mark med mere end 60 år gamle Carignan stokke på en jordbund af skiffer. Den samme jordbund Olivier var vant til hjemme i Anjou. Det er måske en af de vigtigste årsager til, at han er i stand til at lave vine med en syre og præcision, der er unik for området. Det er ekstremt balancerede og meget personlige vine. Udpræget naturlige, men uden at give afkald på frugt, koncentration og renhed.

Mouton Rouge er en helt ny rødvin fra Pithon. Et forsøg på at lave en cuvée der er mere saftig end Laïs, men mere “seriøs” end Mon P’tit Pithon. Cinsault og Grenache fra unge stokke ml. 3-7 år gamle. 6 dages maceration på delvist afstilkede drueklaser, og så et års tid på amphora. Da vi smagte vinen hos Olivier i Calce for et halvt års tid siden var vi fuldstændigt solgt, og har glædet os til at den kom hjem lige siden.

NV Majer3, Vinarstvo Slobodne – Slovakiet

Slobodne (‘Den Frie Vingård ’) er en ung og dynamisk familiedrevet vingård, som fokuserer på lokale druesorter og deres respektive terroir. De har til huse i den gamle gård som engang tilhørte de ældre generationer af familien, og som i 90’erne blev restaureret efter at være gået til grunde i en kombination af Anden Verdenskrig og de efterfølgende 40 års kommunisme, der herskede i området.

Familien har brugt de sidste +25 år på at genoprette biodiversiteten på gården, og var i 2010 endelig klar til at “relancere” gården som Slobodne Vinarstvo. De har cementeret sig som nogle af de fremmeste naturvinsproducenter i Slovakiet, og producerer – efter vores mening – noget af det mest fremadskuende vin som Østeuropa har at byde på.

Majer 3 er Slobodnes røde “husvin”. Blandet på de tre sorter Blaufränkisch, Cabernet Sauvignon og Alibernet, og lagret på en blanding af gamle fade og stål. Vinen er uden årgang, da der altid indgår en portion reservevin fra de foregående år, hvilket sammen med den unge vin fra det aktuelle år bidrager til en spændende dybde i flasken. Det er mørkfrugtet og relativt “klassisk” i statur, bevares – men med Slobodnes vildskab og klare røde frugt i fokus.

2024 Vino Rosso, Oltretorrente – Tortona

Efter flere års arbejde hos mere konventionelle vingårde, startede Chiara Penati og hendes mand Michele Conoscente i 2010 den 1,5 hektar lille vingård Oltretorrente. Parret er agronomer fra Milano. De havde længe overvejet, hvor i Italien deres projekt skulle ligge. Valget faldt på den stille landsby Paderna. Den ligger i bakkerne i Tortona-området (Colli Tortonesi) i det sydøstlige Piemonte. Et stille hjørne af regionen som adskiller sig markant fra det “tætpakkede” vinlandskab omkring Alba og Asti.

I dag råder parret over 7,5 hektar, med vinstokke mellem 15 og over 100 år gamle i op til 300 meters højde – på skråninger, der er så stejle, at når det regner for meget, kan de ikke bruge deres lille traktor og må klare arbejdet med håndkraft, som i gamle dage. Den nuværende årlige produktion ligger på 25.000–30.000 flasker, hvilket er en markant stigning siden 2018, hvor nye marker blev taget i brug.

Gårdens “simple” Rosso Colli Tortonesi er et blend på Barbera og Dolcetto plantet mellem 1955-1990, med en lille smule Croatina, Freisa, Slarina, Brachetto og Aleatico, som vokser vildt hist og her i markerne. Afstilkede druer med en måneds maceration på beton, efterfulgt af 6 måneders koldgæring sur lie på cement cuve. Det er bunker af sprøde, mørke bær, lidt lakrids, viol, og fremtrædende men blød tannin. Ganske enkelt mundvandsdrivende!

kr. 800,-

(normalpris kr. 989,-)