Tilbud!

Hvidvinskassen

Den oprindelige pris var: kr. 1.392,00.Den aktuelle pris er: kr. 1.050,00.

Varenummer (SKU): 9506 Kategori:

Beskrivelse

2025 Nimbus Albus, Kamara – Thessaloniki

Kamara Winery ligger lige uden for Thessaloniki i det nordlige Grækenland, i regionen Centralmakedonien. Her råder familien Kioutsoukis, med far Dimitrios og datter Stavroula i spidsen, over 11 hektar marker tilplantet med hovedsageligt indfødte druesorter.

Vinene er ufiltrerede og meget lavt, eller slet ikke svovlede, og fremstår umiddelbare, saftspændte og charmerende. Familien går ind for permakultur, som vel bedst kan betegnes som en udvidet form for biodynamik – altså en meget naturlig tilgang til det at lave vin!

Nimbus Albus er let macereret og helt usvovlet hvidvin på Assyrtiko og Malagousia. Intenst og let oxidativt i tonen, med relativt viskos mundfornemmelse. Macereret uden at have karakter af decideret orangevin.

2021 pArtisan Cru, Vinarstvo Slobodne – Slovakiet

Slobodne (‘Den Frie Vingård ’) er en ung og dynamisk familiedrevet vingård, som fokuserer på lokale druesorter og deres respektive terroir. De har til huse i den gamle gård som engang tilhørte de ældre generationer af familien, og som i 90’erne blev restaureret efter at være gået til grunde i en kombination af Anden Verdenskrig og de efterfølgende 40 års kommunisme, der herskede i området.

Familien har brugt de sidste +25 år på at genoprette biodiversiteten på gården, og var i 2010 endelig klar til at “relancere” gården som Slobodne Vinarstvo. De har cementeret sig som nogle af de fremmeste naturvinsproducenter i Slovakiet, og producerer – efter vores mening – noget af det mest fremadskuende vin som Østeuropa har at byde på.

pArtisan Cru er sprød og moden hvidvin på Riesling, Sauvignon Blanc og Traminer. Gæring foregår på tank og lagring på forskellige typer brugte egefade. Her er stor frugt, intens mineralitet og rank syre, parret med et lille klædeligt oxidativt indslag.

2020 Trebbiano, Francesco Guccione – Cerasa

Guccione dyrkede oprindeligt korn, som de fleste andre på de bløde bakker i Contrada Cerasa, lidt syd for Siciliens hovedstad Palermo. Under Første Verdenskrig opstod der imidlertid et sort marked for korn, hvilket medførte en del tyveri og ballade – derfor besluttede Francescos tipoldefar at flytte fokus til vinproduktion, noget som de lokale bønder altid havde beskæftiget sig med, men kun til eget forbrug. Han lod tilmed et vineri opføre i en fløj af gården, som desværre sidenhen gik til grunde i det store Belice jordskælv i 1968.

I dag har Francesco genoplivet de gamle marker, og har 100% fokus på produktion af vin. Han råder over 14 hektar, hvoraf 7 hektar er dækket af Catarratto, Trebbiano, Nerello Mascalese og den sjældne Perricone. Gården er økologisk certificeret, men opererer i praksis biodynamisk. På de 7 hektar der ikke er under vin græsser Fransescos køer, geder og svin, og leverer værdifuld gødning til de gamle stokke. Al opbinding i vinmarken er i pergola-stil, således at druerne får optimal skygge i det varme klima, ligesom hver anden række deler jord med vilde blomster og hestebønner, som beriger jorden med kvælstof og tiltrækker et rigt insektliv.

Francesco Gucciones vine ligger ikke under for modeluner, og prøver ikke at være avantgarde. Det er Sicilianske vine på absolut topniveau, og vi tvivler på at der findes mange italienske vinnørder, for hvem navnet Guccione ikke ringer en klokke.

Gårdens Trebbiano gærer og lagrer på stål, hvorefter vinen flaskes til efterfølgende lagring på hos Guccione, indtil Francesco vurderer den er klar til salg. Summen er en sprød og mineralsk hvidvin med udviklet, moden frugt. Det er salt og umamimættet, med saftig syre og spændstig frugt.

2025 Fontanasanta, Agricola Foradori – Trentino

Elisabetta Foradori overtog familiegården i 1984, og lavede i 1986 den første årgang af vinen Granato. Hun fik hurtigt ry som Trentinos fremmeste vinproducent. Og desuden vinbonden, som satte Teroldego på verdenskortet. Som med så mange andre druesorter, var der i 60’erne og 70’erne primært blevet plantet højtydende kloner. Det reulterede i, at kvaliteten af områdets traditionelle vine var til at overse. Derfor startede hun et omfattende arbejde med at udvælge og kortlægge de forskellige kloner af Teroldego på gårdens ældste marker, for at kunne tilplante med det bedste plantemateriale.

I starten af årtusindskiftet blev arbejdet omlagt og konverteret til biodynamisk produktion. Demeter certificering i 2007, og siden 2009 er vinproduktionen nærmest forvandlet. To enkeltmarksrødvine – Morei og Sgarzon. Og hvidvinene Nosiola og (fra 2014) Fuoripista Pinot Grigio.

Manzoni Bianco er en hybrid på Riesling og Pinot Blanc. Stokkene på den 5 hektar store Fontanasanta mark gror i en jordbund rig på kridt og sandsten, og rødderne skal dybt for at finde næring. Vinen gærer på betontank, og lagrer efterfølgende 12 måneder på akaciefade.

Stilen er ren og stram, med tydelig nøddeagtig karakter fra akaciefadet og en fin, silkeagtig struktur. Honningblomst, ferskensten og varm flint, limeskal og kvæde.

NV Johanniter Reserve, Stephan Krämer – Franken

Stephan Krämer står sammen med sin hustru Simone bag det, der bedst kan betegnes som en blandet landbrugsvirksomhed med omkring 70 hektar afgrøder, herunder markgrøntsager som gulerødder og rødbeder, sukkerroer, solsikker, havre, hvede, spelt og bælgfrugter. Der er desuden 4 hektar stejle vinmarker i Taubertal, som familien erhvervede i 1983.

De stejle terrasser ligger ved Tauberzeller Hasennestle og Röttinger Flint. Her står der Silvaner, Müller Thurgau, Riesling, Bacchus, Johanniter, Schwarzriesling og Regent, og derudover opkøber Krämer også en smule Scheurebe fra gode venner.

Vinene er skarpe, rene og ærlige – alle med et nærmest salt mineralsk udtryk. Det stadig mere bæredygtige arbejde i vingården gennem de sidste par år har vist, hvad Stephan kan. Hans vine er mere autentiske, mere selvsikre og mere uafhængige end nogensinde før.

Gårdens Johanniter Reserve byder på sødmefuld kvædethe, dåse-lichi, confiteret mandarin, stram syre med et lille bittert indslag, sten og krudt. Kæmpe vin! Vinen er sammenstukket af ældre årgange og den nye høst, lagrer længe på fad og lige så længe på flaske, så her er et optimalt modent udtryk af den lidt ukendte drue Johanniter.

2024 Horizon, Pauline Lair 1006 – Loire

Vi lærte Pauline Lair at kende, da hun arbejdede for vores andet Loire-hus Domaine du Closel i Savennières. Pauline havde dog ideer til sit eget projekt, og forvissede os om, at hun ville give lyd fra sig, så snart det blev en realitet.

Det gjorde hun, og projektet hedder 1006 Vins de Loire. 1006 for antallet af kilometer Loirefloden strækker sig fra kilden til havet, og Vin de Loire da projektet i alt sin enkelthed går ud på, at Pauline har allieret sig med en række vinbønder fra hele Loire, som alle deler samme filosofi omkring biodynamisk praksis (certificeret som ucertificeret) og rene vine. Markarbejde og høst bliver udført i fællesskab, hvorefter druerne fragtes til Paulines vineri i Angers (Le Chai Urbain, som hun kalder det) til forarbejdning i henhold til de traditioner, der gør sig gældende for de forskellige appellationer langs Loirefloden.

Horizon er Chenin Blanc fra Saumur. 40 år gamle stokke på kalkholdig lerjord og manuel høst. Direkte langsomt pres, og lagring i 14 måneder på en blanding af amphora og gamle barrique. Det er stor, rank og klædeligt reduktiv vin, med lav alkohol og cremet mund. Chenin når Chenin er bedst, både storladen og fokuseret, kompleks men simpelt drikkeglad. Pauline har fat i den lange ende!

kr. 1050,-

(normalt kr. 1.392,-)

Yderligere information

Type