Beskrivelse
2020 Kaos Bianco, Etnella – Sicilien
Vi er stolte over at importere vinene fra Davide Bentivegna, der trods sine ganske få årgange på CV’et, har demonstreret en suveræn fornemmelse for områdets og druens sjæl. Davides første årgang var 2010, og siden har Davide opkøbt parcel efter parcel, så han i dag har 19 hektar, med vinstokke, oliventræer og frugttræer.
Det er naturvin, med tydeligt individuelt aftryk fra de forskellige parceller på Etnas nordøst og nordside. Marker der ligger i mellem 600 og 1000 meters højde. Det er vin uden tilsat gær, manipulation, filtrering etc. I de fleste år vinificeret og aftappet uden tilsætning af svovl. Vine, hvor Nerello Mascalese druen viser sin mest charmerende side. Levende, røde, intense, duftende og med en fin viskositet, så de fremstår koncentrerede og fyldige, uden at blive tunge og flade.
Kaos Bianco er orangevin lavet på Carricante, Catarratto og 20% blandede lokale druer fra alberello dyrkede marker i 750 meters højde (30-70 år gamle vinstokke). Vinen er nærmest voldsomt charmerende, med en tydelig macereret karakter, til trods for, at den kun har fået 5 dages skindkontakt. Druerne er spontangærede og efterfølgende lagret på ståltank i 8 måneder. 1860 flasker produceret.
2020 Keramos orange, Kamara – Thessaloniki
Kamara Winery ligger lige uden for Thessaloniki i det nordlige Grækenland, i regionen Centralmakedonien. Her råder familien Kioutsoukis, med far Dimitrios og datter Stavroula i spidsen, over 11 hektar marker tilplantet med hovedsageligt indfødte druesorter.
Vinene er ufiltrerede og meget lavt, eller slet ikke svovlede, og fremstår umiddelbare, saftspændte og charmerende. Familien går ind for permakultur, som vel bedst kan betegnes som en udvidet form for biodynamik – altså en meget naturlig tilgang til det at lave vin!
Hvis du sidste gang smagte Retsina fra en to-liters dunk i supermarkedet, så er det på tide at få kalibreret smagsløgene, og smage det rigtige Grækenland. Keramos er orange amphoravin på Muscat og Assyrtiko. Vinen gærer med skallerne i 30 dage hvorefter den lagrer yderligere 8 måneder på amphora. Her er masser af funk; kardemomme, appelsinskal og fersken, samt et relativt markant tanninbid.
2020 Gold R, Vincent Gross – Alsace
I Gueberschwihr, få kilometer fra Colmar, ligger Domaine Gross. Grundlagt med 2,5 hektar af smeden Louis Gross, overtaget af sønnike Rémy Gross i starten af 1980’erne, og siden udvidet til 10 hektar og omlagt til biodynamik sammen med tredje generation af familien, Vincent Gross.
Vincent har indenfor de sidste par år overtaget en række parceller, som han vinificerer helt naturligt, og har blandt andet indført maceration på en række af vinene. Stilen er umiskendeligt Alsace, men med en vildskab og nerve som få – Domaine Gross er helt i spidsen af den nye bølge af Alsacisk naturvin!
Gold R består af Muscat á Petit Grains (roses og blancs), Riesling og Gewurtztraminer høstet ved optimal modenhed, 35 dages maceration på hele druer og flasket uden svovl. Det er højaromatisk orangevin med stor frugt, fyldt krydderihylde og flot syre. Ikke en letdrikkelig saftbombe som Try’O, men en kompleks og tæt størrelse som kræver fordybelse, og også gerne en bid mad.
2021 Can Peritxo, Can Suriol – Penedès
Castell de Grabuac hedder gården, og Suriol er familien, bag denne økologisk certificerede cava-vingård. Gården har en imponerende samling af gamle cava-årgange, og som en af ganske få producenter frigiver de stadig gamle vine regelmæssigt. Dertil kommer en række stille enkeltmarksvine – både røde, hvide og orange, i en mere naturvinsorienteret stil.
Can Peritxo er 100% macereret Parellada, fra stokke plantet i 1994. Vinen gærer og macererer på stål, hvorefter den lagrer på gamle kastaniefade.
Førhen var Can Peritxo uden maceration, men at ændre den lidt sarte usvovlede parellada til en fuldtonet macereret udgave, er en af de bedste vinbeslutninger længe.
Tilbud kr. 999,-
(normalpris kr. 1300,-)