Tilbud!

Den store decemberkasse

Den oprindelige pris var: kr. 2.004,00.Den aktuelle pris er: kr. 1.500,00.

Varenummer (SKU): 9501 Kategorier: ,

Beskrivelse

NV Et Cætera, Vincent Caillé – Muscadet

Gården hedder egentlig Domaine le Fay d’Homme, men de fleste taler om manden bag – Vincent Caillé. Han er 5 generation på gården, og manden som gik den økologiske vej, og har gjort familiegården til en ekstremt præcis Muscadetproducent, med fokus på områdets mange forskellige terroir. Vinene er selvfølgelig spontangærede, og får en lang sur lie lagring. Lagringen med de brugte gærceller tilfører kompleksitet, vægt og en nærmest cremet og viskos mundfølelse, uden smagen af egetræ.

Et Cætera er Petillant Naturel – naturlige bobler – på druen Folle Blanche. Vinen er gæret helt tør, Brut Nature, og fremstår sprød, salt og mineralsk. En ægte sommerbasker, men bestemt også en værdig kompagnon til dine østers Nytåraften!

2024 Azur, Pauline Lair 1006 – Anjou

Vi lærte Pauline Lair at kende, da hun arbejdede for vores andet Loire-hus Domaine du Closel i Savennières. Pauline havde dog ideer til sit eget projekt, og forvissede os om, at hun ville give lyd fra sig, så snart det blev en realitet. Det gjorde hun, og projektet hedder 1006 Vins de Loire.

1006 for antallet af kilometer Loirefloden strækker sig fra kilden til havet, og Vin de Loire da projektet i alt sin enkelthed går ud på, at Pauline har allieret sig med en række vinbønder fra hele Loire, som alle deler samme filosofi omkring biodynamisk praksis (certificeret som ucertificeret) og rene vine. Markarbejde og høst bliver udført i fællesskab, hvorefter druerne fragtes til Paulines vineri i Angers (Le Chai Urbain, som hun kalder det) til forarbejdning i henhold til de traditioner, der gør sig gældende for de forskellige appellationer langs Loirefloden.

Azur er Chenin Blanc fra Anjou. 30 år gamle stokke på skifferholdig jord og manuel høst. Direkte langsomt pres, og lagring i 6 måneder på tank. Drikkeglad, gulfrugtet og let røget Chenin, og mere seriøs end prisen indikerer.

2024 Racines Métisses, Laurent Barth – Alsace

Laurent Barth er manden bag det mindste af vores Alsacehuse. Han overtog i 1999 markerne efter sin far, men var dog bundet af en kontrakt med det lokale kooperativ i Bennwihr, så første årgang i eget navn var 2004. Han har i dag 3,5 hektar fordelt på 27 forskellige parceller, der giver blot 18.000 flasker årligt.

Markerne dyrkes økologisk og høstudbyttet er mindre end halvdelen af det tilladte i Alsace. Vinene er spontangærede, der tilstræbes ingen malolaktisk gæring, men omvendt gøres der ikke noget for at forhindre den. Det er ægte naturlig vin, og eventuelle fejl er en del af vinens karakter og sjæl. Vinene er intense, tørre og koncentrerede. Der er en stålsat renhed i samtlige vine, men også et element af rå kraft. Det er vine med stor personlighed.

Racines Metisse har en sammensat let sødmefuld frugt med æbler, nødder og citrustoner. Spontangæret og økologisk vin på en blanding af Pinot Blanc, Sylvaner, Riesling, Muscat og Pinot Gris. Det er en virkelig velkonstrueret vin fra en af Alsaces mindste og meget efterspurgte producenter.

2024 Banyuls Rimage, La Tour Vieilles – Languedoc

Vincent Cantié og Christine Campadieu sammenlagde to små gårde i Collioure og Banyuls i 1982, og sammen blev det til Domaine la Tour Vieille. På de stejle skiffer skråninger har Domaine la Tour Vieille 12 hektar vinmarker. Produktionen er delt nogenlunde lige mellem hvid- og rødvin (aoc Collioure) og hedvine (aoc Banyuls). Målet er mest mulig naturlig og bæredygtig produktion, men gården er ikke certificeret.

Til Banyuls Image plukkes Grenache en smule overmoden, og gærer kun kort med hele klaser inden alkohol tilsættes, hvorved gæringen stoppes mens der stadig er en betragtelig mængde restsukker i vinen. Vinen macererer herefter yderligere ca. 6 uger inden presning.

Paletten er rund og blød, uden at blive alkoholtung. Her er masser af både røde og sorte bær, og en fin lille krydring i afslutningen.

2024 Ciliegiolo, Omero Moretti – Umbria

I det centrale Umbrien, lidt syd for hovedbyen Perugia, ligger den historiske by Montefalco. En af de relativt nytilkomne vinproducenter i området er Omero Moretti.

De har i mange år lavet olivenolie, og omlagde hele produktionen til økologi i 1992. I slutningen af 90’erne plantede Omero Moretti de først marker med vinstokke, og i dag er ca. 1/3 af deres 32 hektar plantet med vinstokke. De afstilkede druer gæres først på ståltank, og lagrer efterfølgende 12 måneder på brugte fade (tonneaux). Der er noget befriende originalt og naturligt ved Omero Morettis vine. Lokale druer og traditioner skaber vine, der på en gang er balancerede og saftige, samtidig med de har en upoleret krydret charme og vildskab.

Morettis Ciliegiolo er mørk og saftig, simpel og drikkevenlig. De afstilkede druer gærer og lagrer på ståltank i ca. 6 måneder.Brilliant frugt med ret lyse toner af kirsebær og blomster.

2021 Minute Papillon, Domaine Mamaruta – Fitou

Indtil 2009 var Marc Castan stadig med i det lokale kooperativ. I dag er alt lagt om, og Domaine Mamaruta er blevet en hardcore fremadstormende naturvinsproducent.

Marc har 13 hektar, der efter konversionen har været certificeret økologisk fra årgang 2012. De enkelte cuvéer repræsenterer forskellige terroir i Fitou – enten indlands eller kystnært. Alle vinene er enten minimalt eller slet ikke svovlede. Flere af vinene er lavet med maceration carbonic, i saftig soif-stil. Andre traditionelt med større struktur og mørkere frugt.

Minute Papillon er 100% Syrah fra gamle stokke i kalkholdig jord. Markerne ligger over en skrænt lige ud til havet, og man mærker nærmest en salt mineralsk nerve i vinen. Druerne håndhøstes med ekstremt lave udbytter og macererer i 20 dage, hvorefter vinen lagrer sur-lie på gamle fade i 9 måneder. Minute Papillon flaskes ufiltreret og uden tilsat sulfit. Det er krydret sydfransk rødvin, men uden den varme alkohol der typisk kendetegner vine fra Fitou. Stort men saftigt!

NV Sullerba, Agricola 1701 – Franciacorta

I 2009 overtog de to søskende Silvia og Federico Stefini de 10 hektar, og kørte fra start en stram linje med biodynamiske principper. Dette bar frugt, og første årgang fik et hav af medaljer. I 2016 var de således den eneste vingård i Franciacorta med biodynamisk Demeter certificering.

Vinene er store og klassiske i stilen, og med, selv for regionen, lang lagringstid sur-lie. Brut Nature, Satèn og Rosé ligger 30 måneder på bærmen (officielle krav er hhv. 18 og 24 måneder) mens deres vintage vin ligger i 40 måneder for at give maksimal struktur.

Sullerba er bobler i PetNat stil på 100% Chardonnay – gæret og lagret på stål og amphora. Ufiltreret, fersk og frisk, med pære, melon og salte toner.

2024 Muscadet Sèvre et Maine, Vincent Caillé – Muscadet

Gården hedder egentlig Domaine le Fay d’Homme, men de fleste taler om manden bag – Vincent Caillé. Han er 5 generation på gården, og manden som gik den økologiske vej, og har gjort familiegården til en ekstremt præcis Muscadetproducent, med fokus på områdets mange forskellige terroir.

Vinene er selvfølgelig spontangærede, og får en lang sur lie lagring. Lagringen med de brugte gærceller tilfører kompleksitet, vægt og en nærmest cremet og viskos mundfølelse, uden smagen af egetræ.

Vincents Muscadet er knastør, salt og mineralsk vin på kalket terroir. Melon de Bourgogne fra gamle stokke afstilkes, gærer i 21 dage og lagrer 6 måneder sur lie på beton-æg. En sand østers-ven, men spiller også fint bold med nytårstorsken.

2024 Bergecrac Sec, Barouillet – Bergerac

Gennem 8 generationer har Chateau Barouillet været drevet af samme familie. I dag er det yngste generation, Vincent Alexis, som styrer gården i Bergerac, og med ham i spidsen er hele produktionen blevet omlagt til naturlig produktion. Markerne er i dag en blanding af økologisk certificerede og marker under konversion.

Barouillet laver relativt meget vin, med vægt på Monbazillac. Men der produceres også både aromatiske orangevine, knastørre hvide amphoravine og struktureret rødvin. Hertil kan Vincent bryste sig af at være manden bag Frankrigs største enkeltproduktion af usvovlet vin – hans mousserende Petillant Naturél “Splash!”.

Barouillet er lette og nærmest friske søde vine, med et citruspræg, som ikke er sædvanen i Monbazillac, og tørre vine med både krydring og friskhed. Bergecrac Sec er tør hvidvin på Sauvignon Blanc, Sauvignon Gris, Semillon, Chenin Blanc og Muscadelle. Ren og slank, men med en sydfransk krydring.

2023 Auslese Süss, Weingut Steinmühle – Rheinhessen

Fødderne på marken og hænderne i druerne – det er Axel May, 11. generation på vingården Steinmühle, og manden der har stået for omlægningen til certificeret økologisk drift.

Weingut Steinmühle var en anbefaling fra en fælles ven, Matthias Meierer i Mosel, der om nogen har fingeren i jorden, når det kommer til nye tyske vinbønder. Steinmühle ligger i Rheinhessen, og tilmed i det varmeste hjørne, hvorfor vinene fremstår modne og frugtmættede, men også med intens mineralitet og frisk syre.

Steinmühles Auslese er typisk et blend mellem Huxelrebe og Riesling, og byder på klassiske aromaer af moden citrus, lynghonning, hyldeblomst og intens syre.

2023 Barbera d’Asti Montoliva, Alberto Oggero – Roero

Alberto Oggero overtog vingården i Roero efter sin bedstefar Sandro i 1999, men det var først i 2009, efter 10 års eksperimenteren, at han var klar med sin første hvidvin, Roero Arneis, og først i 2011 flaskede han den første rødvin.

Han har lige over 4 hektar i Santo Stefano Roero, og kultiverer primært gamle stokke Nebbiolo og lidt Arneis. Jorden er rig på sand, og indblandingen i kælderen er minimal, hvorfor vinene er ekstremt personlige og ekspressive, med slank frugt og masser af mineralitet.Alberto har længe haft en drøm om at lave Barbera, og det er nu lykkedes fra en skøn lille sydvendt mark tæt på Monferrato kaldet Montoliva, med udsigt til hans hustrus barndomshjem Villa Ravina. Vinen macererer 30 dage på beton, hvor også lagringen finder sted. Her er oceaner af mørk frugt, høj syre og et fint urtet præg. En ”hverdagsvin” på den helt store klinge!

2024 Mon P’tit Pithon Rouge, Olivier Pithon – Côtes Catalanes

Olivier Pithon har haft fødderne i vinmarker siden han som barn hjalp først sin bedstefar, og sidenhen sin berømte storebror Jo Pithon, i fødeområdet Anjou i det vestlige Loire. Broderen var allerede i gang med at skabe sig et navn i Anjou, og det var naturligt, at også Olivier ville gå den vej. Det stod derimod ikke skrevet noget sted, at Oliver ville slå sig ned som vinbonde i Roussillon, på grænsen til Pyrenæerne og Spanien, i et område, der både hvad angår druesorter og klima, ikke kan blive meget mere forskelligt fra Anjou.

Efter at have arbejdet en årrække på vingårde i Bordeaux, Jurancon og Beaujolais, fandt Olivier sin første mark i Calce i 2001. En mark med mere end 60 år gamle Carignan stokke på en jordbund af skiffer – den samme jordbund Olivier var vant til hjemme i Anjou. Det er måske en af de vigtigste årsager til, at han er i stand til at lave vine med en syre og præcision, der er unik for området. Det er ekstremt balancerede og meget personlige vine – udpræget naturlige, men uden at give afkald på frugt, koncentration og renhed.

Mon P’tit Pithon er lavet på en blanding af Grenache og Syrah fra gårdens yngste vinstokke. Ukompliceret, saftig og ekstremt drikkevenlig. Der er en fin drikkevenlig syre, men først og fremmest mørk saftig frugt med masser af brombær, anis og fine mineraler. Druerne kommer fra marker Pithon overtog i 2007. De dækker 1,2 hektar, og høstudbyttet er på 38 hektoliter/hektar.

Tilbud kr. 1500,-

(normalpris kr. 2.004,-)