Mas du Dragon de Pierres

Stokke plantet i skiffer- og kalkholdig jord i 1950. Økologisk certificeret, biodynamisk praksis, ingen pesticider i marken, som udgangspunkt intet svovl tilsat i kælderen. Ydelsen ligger som oftest på mellem 10-20hl/ha. Vi er i Rousillon, nærmere betegnet Côtes Catalanes, ca. 300 meter over havets overflade.

Her laver Yoko vin fra hendes lille domaine Mas du Dragon de Pierres. Hun råder over 19 hektar, men kun 7 er beplantet med stokke. Resten er støtteafgrøder og engarelaer til hendes pløjehest og geder. Vi mødte Yoko til en smagning udenfor Montpellier i slutningen af februar. Vores tidsplan var skredet, og vi havde kun omkring 20 minutter til at smage os igennem en håndfuld vinbønders arbejde. Da vi nåede til Yoko, var det en Heureka oplevelse! Det er vine med præcision, nerve, terroirfornemmelse, ophav, charme, liv og kvalitet som vi meget sjældent støder på. Vi fik stablet et samarbejde på benene, og nu er vinene endelig landet på dansk jord!