Peter Lauer

Producent: Weingut Peter Lauer

Land: Tyskland

Område: Mosel

Underområde: Saar

I landsbyen Ayl langs Saarfloden (sideflod til Mosel) ligger den 6,7 hektar vingård Weingut Peter Lauer. Den årlige produktion er blot 45.000 flasker, hvoraf en stor del bliver brugt på Lauer familiens egen restaurant. Gården ledes i dag af unge Florian Lauer, der er uddannet ønolog fra universitetet i Montpellier. Hele filosofien hos Lauer er naturlig, uden dog at være certificeret økologisk – og al gæring er spontangæring.

Markerne er tilplantet 100% med Riesling, med en gennemsnitsalder på 45 år – de ældste er mere end 100 år. Hovedparten af parcellerne ligger på Ayler Kupp, en af Saar’s bedste vinmarker, med mindre parceller på markerne Saarfeilser, Sonnenberg & den ekstremt stejle Schonfels.

Som noget meget atypisk aftappes vinene hos Peter Lauer efter deres fadnavne, og med enkelte undtagelser er det de specifikke parceller, der vinificeres og aftappes hver for sig. For eksempel kommer Fass 9 altid fra ”Kern” (en central del af Ayler Kupp-marken) og vinificeres altid som feinherb. Vinene adskiller sig fra det typiske let frugtede Moseludtryk. Dels har Saar vinene generelt mere syre og dels ligger Lauer’s vine meget længe på gærresterne, og som noget ret usædvanligt for området udføres af og til battonage. Resultatet er vine, der skal bruge tid på at åbne sig. Som helt unge kan de virke ret hårde, og med en tydeligere tone af terroir end af Riesling. Omvendt er det ikke vanskelige vine at drikke. De fleste af vinene har en del restsukker og vinificeres som feinherb (halvtør). Selv gårdens tørre vine har op til omkring 18 gr. restsukker, men da det modsvares af et meget højt syreniveau virker de tørre og er i perfekt balance.

Daniele Piccinin

Producent: Daniele Piccinin

Land: Italien

Område: Veneto

Underområde: Soave

Daniele Piccinin havde sin første høst i 2006 i San Giovanni Ilarione i bjergene nordøst for Soave. Den meget lille produktion kommer fra vinstokke, der vokser i 300-500 meters højde. Fokus er primært på den lokale (og næsten uddøde) drue Durello: En drue med et voldsomt og nærmest brutalt syreindhold, hvorfor den også lokalt kendes som Rabiosa.

Daniele laver ekstremt naturlige og personlige vine: Inden gæring har mosten en smule skindkontakt, hvorefter den gærer og lagrer på barrique og botti i ca. 12 måneder. Montemagro laves helt uden tilsætning af sulfitter, mens de øvrige vine afhængig af årgang, får en minimal mængde sulfit ved aftapning.

I gode år laver Daniele også en suveræn Pinot Nero, som stilistisk er noget af det tætteste man kommer på den “ægte vare” i Bourgogne.

Omero Moretti

Producent: Omero Moretti

Land: Italien

Område: Umbria

Underområde: Montefalco
I det centrale Umbrien, lidt syd for hovedbyen Perugia, ligger den historiske by Montefalco. Mod øst ligger Apenninerne og rundt om byen ligger det bakkede landskab, der lægger jord og skråninger til Montefalco vinene. Som mange andre af de historiske italienske vinområder, har Montefalco været igennem en tornerosesøvn, og det er først de sidste 25 år, at udviklingen er gået stærkt. Faktisk er antallet af vinproducenter fordoblet på 10 år, men det er dog stadig et ret beskedent antal – i dag lidt over 60 producenter.

En af de relativt nytilkomne er Omero Moretti, stærkt flankeret af datteren Giusy. De har i mange år lavet olivenolie, og omlagde hele produktionen til økologi i 1992. I slutningen af 90’erne plantede Omero Moretti de først marker med vinstokke, og i dag er ca. 1/3 af deres 32 hektar plantet med vinstokke. Vinstokkene er således stadig ret unge, men det forhindrer dem ikke i allerede nu, at lave fremragende druer. Det drejer sig om talent, terroir og tradition på en ægte familiegård, hvor også den yngste generation, de to døtre Giusy og Lucia, tager del i arbejdet.

Der er noget befriende originalt og naturligt ved Omero Morettis vine. Lokale druer og traditioner skaber vine, der på en gang er balancerede og saftige, samtidig med de har en upoleret krydret charme og vildskab. Alle druer gæres på ståltank, og de røde vine lagres efterfølgende på store træfade i op til 24 måneder (Sagrantino). De kræver efterfølgende flaske lagring, og de kræver dekantering, men så er de til gengæld også skabt til mad. Det kan være det nordiske efterårs- og vinterkøkken, eller det kan være det helt traditionelle og lokale Umbriske landkøkken.

Vino del Poggio – Andrea Cervini

Producent: Vino del Poggio

Land: Italien

Område: Emilia-Romagna

Underområde: Piacenza

I norditalienske Emilia-Romagna, i bjergene syd for Piacenza, har Andrea Cervini lavet vin siden 2006. Andrea er ven med nogle af de tunge italienske naturvinsfolk, og det var dem, som fik ham overbevist om at starte som vinbonde.

Arealet er kun godt 4 hektar, som er plantet med Malvasia (hvid), Sauvignon Blanc, Barbera og Bonarda. De giver druer til en række forskellige vine, både macererede hvide (orangevin), røde og en Rosato. Vinene lagres relativt længe på både store træfade, ståltanke og flaske, så man f.eks. kan smage fuldt moden Barbera med maksimal kompleksitet og masser af tertiære noter. Her dufter rødvin ikke bare af mørke bær og fad, men af valnødder, lakrids og hængt kød.

Det er vanvittigt indtagende vine. På en gang slanke, bløde og elegante, og samtidigt intense, mørke og med god ekstraktion.

Veneri Vecchio

Producent: Podere Veneri Vecchio

Land: Italien

Område: Campania

Underområde: Castelvenere

Raffaele Annichiarico er hjertet og sjælen i Podere Veneri Vecchio. Efter at have arbejdet i årevis som mikrobiolog i et multinationalt firma, købte han i 1999 et gammelt kampestenshus i Castelvenere, omgivet af et par hektar vinmarker og akacietræer. Han fik hurtigt tilnavnet “kætter” på grund af sin tilgang til arbejdet med vin, der forbød enhver brug af kemikalier og kun anvendte naturlige metoder.

Hans vine er ikke certificeret økologiske, hvilket giver mulighed for en begrænset anvendelse af visse præparater, som alle er fremstillet i henhold til naturlige, biologiske cyklusser, og involverer diverse gærede og macererede urter og planter, som gror på ejendommen. Al gæring sker spontant på den indfødte gær.

Raffaele har fra starten fokuseret på gamle, indfødte druesorter – og vinene udtrykker således en sjældent set fornemmelse for terroir.

 

le Ragnaie

Producent: Le Ragnaie

Land: Italien

Område: Toscana

Underområde: Montalcino

Le Ragnaie er på ganske få år blevet en af de mest omtalte og efterspurgte Brunello producenter på markedet. Ikke mindst oven på den ekstremt hypede årgang 2010, hvor alt var udsolgt inden vinene blev frigivet fra gården.

Riccardo Campinoti købte i starten af ’00erne gården lige syd for Montalcino by, med en klar målsætning om at lave elegante, klassiske vine, som lå milevidt fra de overekstraherede og fadprægede eksemplarer, som ’90erne i høj grad havde budt på. I start ’00erne var den høje placering af gården mere en udfordring end et aktiv – det var ganske enkelt svært at opnå optimal modenhed i druerne. Det har dog ændret sig efterhånden som temperaturerne er steget i Toscana, og i dag er det en klar fordel, hvis man vil sikre syre og elegance i sine vine.

Gården er økologisk certificeret fra 2009, der anvendes kun den naturlige gær, og tilgangen i både mark og kælder er i det hele taget maksimalt naturlig. Stilmæssigt ligger gården sig et sted midt mellem traditionalisme og modernisme – moderne hjælpemidler forsages ikke, men kemi er bandlyst, og der hersker den gennemgående ideologi, at vinen i højere grad bliver til i marken end i kælderen.

Det er vine med struktur, friskhed, finesse og ingen ekstraktion, men samtidigt er der modenhed i druerne, stor saftighed og en fantastisk bærsødme, der signalerer umiddelbar drikkeglæde. Le Ragnaie er ganske enkelt en af de bedste producenter af Brunello i Montalcino.

Læs mere om Brunello di Montalcino.

Sesti

Producent: Sesti

Land: Italien

Område: Toscana

Underområde: Montalcino

Giuseppe Sesti er uddannet kunsthistoriker, men i 70’erne først og fremmest kendt som ekspert i historisk astronomi. I 1975 købte han den lille ruin Castello di Argiano i det sydlige Montalcino. Oprindeligt med henblik på at finde et stille sted hvor han kunne koncentrere sig om en anden af sine interesser – opera. Gennem årene blev gården renoveret, men det var først i starten af 90’erne han besluttede målrettet at lave sin egen Brunello di Montalcino. Han indså i løbet af 80’erne, at hans viden om historisk astronomi og klassisk kultur indeholdt en mængde nyttige informationer både om landbrug generelt og vinproduktion i særdeleshed, og ønsket var at kombinere denne traditionelle viden med den moderne vinteknik.

Giuseppe har i dag udviklet sin egen meget personlige filosofi om dyrkning, vinifikation, økologi og biodynamik. Manden vil ikke sættes i bås som hverken det ene eller andet, men dyrker i praksis sin vin efter de mest skånsomme principper. Ingen indgriben og månefaser er nøgleordene, men han vil hverken betegnes som biodynamiker eller certificeres som økolog. Sesti er en af områdets absolutte traditionalister. Vinene laves uden påvirkning af modeluner og overdreven brug af teknik. Vinene lagres således traditionelt på store og mellemstore botti (2500 liters slovenske fade) – der anvendes ingen barriques. Sesti’s vine er blandt de mest elegante og på mange måder letteste fra Montalcino. Der er en kerne af bær og læder, men også en frisk mineralsk finish.

Læs mere om Brunello di Montalcino.

Monteraponi

Producent: Monteraponi

Land: Italien

Område: Toscana

Underområde: Chianti Classico

Viviani

Producent: Viviani

Land: Italien

Område: Veneto

Underområde: Valpolicella

Viviani laver Valpolicella, Ripasso og Amarone i bakkerne nord for Negrar

Vinhuset Viviani ligger i den nordligste del af Amarone della Valpolicella og råder over 10 hektar vinmarker i 350 til 450 meters højde nord for byen Negrar. Vingården er ledet af Claudio Viviani, som har haft ansvaret for produktionen i godt 30 år.

Viviani høster ofte tidligere end mange af sine kollegaer for at sikre et højere syreindhold i druerne. Vinhuset går med andre ord efter en vinøs stil med frisk, ren og saftig frugt og tilstrækkeligt syreindhold til, at druerne stadig har liv og nerve efter den tre til fire måneder lange tørring. Faktisk er det som regel druerne til Amarone, der høstes først og lægges til tørring, hvorefter høsten fortsætter med druer til Ripasso og Valpolicella.

Tørrede druer

Tørringen af druerne til Amarone-vinene forgår til dels af naturlig vej ved hjælp af vinden, som der er en del af i højderne, men også ved hjælp af et automatisk ventilationssystem for at sikre ren og botrytisfri frugt, hvis luftfugtigheden er for høj. Druerne plukkes typisk i midten af september til starten af oktober og bliver derefter lagt til tørre inden gæring og lagring på franske Allier fade.

Vivianis Amarone er primært lavet på Corvina og Rondinella samt en beskeden andel af Molinara, som gradvist udfases af produktionen. Hoveddruen Corvina indeholder en del tanniner og giver vinen mere rygrad end Rondinella, der bidrager med krop, fylde og intensitet.

Amarone

Viviani laver to Amaroner. En “standard” Amarone, som lagrer på en blanding af barriques og botti i 24 måneder og en enkeltmarks Amarone, der hedder Casa dei Bepi, der lagrer i 32 måneder på barriques. Druerne til Casa dei Bepi tørrer lidt længere. Vinen har mere tannin fra fadene end standardudgaven og lagrer bemærkelsesværdigt godt.

Begge vine udtrykker husets stil med fokus på ren, vinøs og botrytisfri frugt med varme toner af kirsebær. Casa dei Bepi er en tand dybere og mere kompleks med toner af lakrids og strejf af kardemomme, ingefær, hvid peber og nelliker.

Ripasso og Valpolicella

Husets Ripasso er tæt og solmoden med ekstra fylde og kraft fra gæringen på drueskallerne fra Amaronen, som bidrager med flot farve, stor intensitet og dybde uden, at vinen mister Valpolicellaens elegance.

Viviani laver også en Valpolicella Classico og en Valpolicella Superiore, som hedder Campo Morar. Den “almindelige” Valpolicella er et godt eksempel på Vivianis lette, forfriskende og saftige stil med rene og klare toner af kirsebær, mens enkeltmarken Campo Morar er dybere og mere intens med mørke kirsebær og et let fadpræg efter 18 måneders ophold i franske fade. Et brag af en vin, og noget af det flotteste, der laves i området uden brug af tørrede druer.

Læs mere om Amarone della Valpolicella.

Cascina delle Rose

Producent: Cascina delle Rose

Land: Italien

Område: Piemonte

Underområde: Barbaresco

Med bare 5,5 hektar vinmarker, og en årlig produktion på blot et par af 20.000 flasker, er Cascina delle Rose blandt de mindste producenter i Barbaresco.

Indtil 1985 producerede de kun til eget forbrug, og solgte resten på bulk. I dag laves 6 forskellige vine, med Barbera d’Alba ”Rio Sordo” og Barbaresco ”Rio Sordo” som de to største parceller.

Vinene er uhyre naturlige og filosofien på gården er økologisk, med vægt på helt rene og umanipulerede vine. Vinene er ikke decideret lette, men de er ekstremt elegante, og meget velbalancerede.

Læs mere om Barbaresco vin.