Veneri Vecchio

Producent: Podere Veneri Vecchio

Land: Italien

Område: Campania

Underområde: Castelvenere

Raffaele Annichiarico er hjertet og sjælen i Podere Veneri Vecchio. Efter at have arbejdet i årevis som mikrobiolog i et multinationalt firma, købte han i 1999 et gammelt kampestenshus i Castelvenere, omgivet af et par hektar vinmarker og akacietræer. Han fik hurtigt tilnavnet “kætter” på grund af sin tilgang til arbejdet med vin, der forbød enhver brug af kemikalier og kun anvendte naturlige metoder.
Hans vine er ikke certificeret økologiske, hvilket giver mulighed for en begrænset anvendelse af visse præparater, som alle er fremstillet i henhold til naturlige, biologiske cyklusser, og involverer diverse gærede og macererede urter og planter, som gror på ejendommen. Al gæring sker spontant på den indfødte gær. Raffaele har fra starten fokuseret på gamle, indfødte druesorter – og vinene udtrykker således en sjældent set fornemmelse for terroir.

 

le Ragnaie

Producent: Le Ragnaie

Land: Italien

Område: Toscana

Underområde: Montalcino


Le Ragnaie er på ganske få år blevet en af de mest omtalte og efterspurgte Brunello producenter på markedet. Ikke mindst oven på den ekstremt hypede årgang 2010, hvor alt var udsolgt inden vinene blev frigivet fra gården.

Gården er økologisk certificeret fra 2009, der anvendes kun den naturlige gær, og tilgangen er i det hele taget maksimalt naturlig. Stilmæssigt ligger gården sig et sted midt mellem traditionalisme og modernisme.

Der er struktur, friskhed, finesse og ingen ekstraktion, men samtidigt er der modenhed i druerne, stor saftighed og en fantastisk bærsødme, der signalerer umiddelbar drikkeglæde.

Læs mere om Brunello di Montalcino.

Sesti

Producent: Sesti

Land: Italien

Område: Toscana

Underområde: Montalcino

SestiGiuseppe Sesti er uddannet kunsthistoriker, men i 70’erne først og fremmest kendt som ekspert i historisk astronomi. I 1975 købte han den lille ruin Castello di Argiano i det sydlige Montalcino. Oprindeligt med henblik på at finde et stille sted hvor han kunne koncentrere sig om en anden af sine interesser – opera. Gennem årene blev gården renoveret, men det var først i starten af 90’erne han besluttede målrettet at lave sin egen Brunello di Montalcino. Han indså i løbet af 80’erne, at hans viden om historisk astronomi og klassisk kultur indeholdt en mængde nyttige informationer både om landbrug generelt og vinproduktion i særdeleshed, og ønsket var at kombinere denne traditionelle viden med den moderne vinteknik.

Giuseppe har i dag udviklet sin egen meget personlige filosofi om dyrkning, vinifikation, økologi og biodynamik. Manden vil ikke sættes i bås som hverken det ene eller andet, men dyrker i praksis sin vin efter de mest skånsomme principper. Ingen indgriben og månefaser er nøgleordene, men han vil hverken betegnes som biodynamiker eller certificeres som økolog. Sesti er en af områdets absolutte traditionalister. Vinene laves uden påvirkning af modeluner og overdreven brug af teknik. Vinene lagres således traditionelt på store og mellemstore botti (2500 liters slovenske fade) – der anvendes ingen barriques. Sesti’s vine er blandt de mest elegante og på mange måder letteste fra Montalcino. Der er en kerne af bær og læder, men også en frisk mineralsk finish.

Læs mere om Brunello di Montalcino.

Monteraponi

Producent: Monteraponi

Land: Italien

Område: Toscana

Underområde: Chianti Classico

Vi var i sin tid på udkig efter en Chianti Classico producent med et traditionelt og meget autentisk Sangiovese udtryk. Et hus hvis stil skulle supplere den vi allerede har hos Sesti i Montalcino. Tendensen har desværre i en årrække gået den modsatte vej i Chianti Classico, mod mere moderne og mørkere vine, så opgaven har ikke været helt let.

Efter lang tids søgen fandt vi omsider den ægte vare. Michele Braganti og familie har deres lille gård i smørhullet Radda in Chiani. Markerne ligger i 450 meters højde, og er tilplantet med 90% Sangiovese & 10% Canaiolo. De dyrkes økologisk, og vinene er noget af det mest levende og naturlige vi har smagt fra Chianti Classico. Det er indtagende, bløde og lette vine med udpræget finesse. Men det snyder, for vinene kræver faktisk tid i glasset, før de udvikler og åbner sig fuldstændigt. Deres Chianti Classico skifter efter 24 timers iltning fra animalsk og mørk, til floral og dansende.

Druerne gærer på cementtanke, og det er selvfølgelig spontangæring på de naturlige gærkulturer. Også den malolaktiske gæring finder sted spontant på cementtanke. Vinen lagrer henholdsvis 12 måneder (Chianti Classico) og 24 måneder (Riserva ”il Campitello”) på en blanding af 2 år gamle barriques & 2500 liter slovenske fade. Aftapningen er selvfølgelig ufiltreret.

Læs mere om Chianti vin.

Viviani

Producent: Viviani

Land: Italien

Område: Veneto

Underområde: Valpolicella

Viviani laver Valpolicella, Ripasso og Amarone i bakkerne nord for Negrar

Vinhuset Viviani ligger i den nordligste del af Amarone della Valpolicella og råder over 10 hektar vinmarker i 350 til 450 meters højde nord for byen Negrar. Vingården er ledet af Claudio Viviani, som har haft ansvaret for produktionen i godt 30 år.

Viviani høster ofte tidligere end mange af sine kollegaer for at sikre et højere syreindhold i druerne. Vinhuset går med andre ord efter en vinøs stil med frisk, ren og saftig frugt og tilstrækkeligt syreindhold til, at druerne stadig har liv og nerve efter den tre til fire måneder lange tørring. Faktisk er det som regel druerne til Amarone, der høstes først og lægges til tørring, hvorefter høsten fortsætter med druer til Ripasso og Valpolicella.

Tørrede druer

Tørringen af druerne til Amarone-vinene forgår til dels af naturlig vej ved hjælp af vinden, som der er en del af i højderne, men også ved hjælp af et automatisk ventilationssystem for at sikre ren og botrytisfri frugt, hvis luftfugtigheden er for høj. Druerne plukkes typisk i midten af september til starten af oktober og bliver derefter lagt til tørre inden gæring og lagring på franske Allier fade.

Vivianis Amarone er primært lavet på Corvina og Rondinella samt en beskeden andel af Molinara, som gradvist udfases af produktionen. Hoveddruen Corvina indeholder en del tanniner og giver vinen mere rygrad end Rondinella, der bidrager med krop, fylde og intensitet.

Amarone

Viviani laver to Amaroner. En “standard” Amarone, som lagrer på en blanding af barriques og botti i 24 måneder og en enkeltmarks Amarone, der hedder Casa dei Bepi, der lagrer i 32 måneder på barriques. Druerne til Casa dei Bepi tørrer lidt længere. Vinen har mere tannin fra fadene end standardudgaven og lagrer bemærkelsesværdigt godt.

Begge vine udtrykker husets stil med fokus på ren, vinøs og botrytisfri frugt med varme toner af kirsebær. Casa dei Bepi er en tand dybere og mere kompleks med toner af lakrids og strejf af kardemomme, ingefær, hvid peber og nelliker.

Ripasso og Valpolicella

Husets Ripasso er tæt og solmoden med ekstra fylde og kraft fra gæringen på drueskallerne fra Amaronen, som bidrager med flot farve, stor intensitet og dybde uden, at vinen mister Valpolicellaens elegance.

Viviani laver også en Valpolicella Classico og en Valpolicella Superiore, som hedder Campo Morar. Den “almindelige” Valpolicella er et godt eksempel på Vivianis lette, forfriskende og saftige stil med rene og klare toner af kirsebær, mens enkeltmarken Campo Morar er dybere og mere intens med mørke kirsebær og et let fadpræg efter 18 måneders ophold i franske fade. Et brag af en vin, og noget af det flotteste, der laves i området uden brug af tørrede druer.

Læs mere om Amarone della Valpolicella.

Cascina delle Rose

Producent: Cascina delle Rose

Land: Italien

Område: Piemonte

Underområde: Barbaresco

Med bare 3 hektar vinmarker, og en årlig produktion på blot 16-18.000 flasker, er Cascina delle Rose blandt de mindste producenter i Barbaresco.

Indtil 1985 producerede de kun til eget forbrug, og solgte resten på bulk. I dag laves 6 forskellige vine, med Barbera d’Alba ”Rio Sordo” og Barbaresco ”Rio Sordo” som de to største parceller.

Vinene er uhyre naturlige og filosofien på gården er økologisk, med vægt på helt rene og umanipulerede vine. Vinene er ikke decideret lette, men de er ekstremt elegante, og meget velbalancerede.

Læs mere om Barbaresco vin.

La Distesa

Producent: La Distesa

Land: Italien

Område: Marche

Underområde: Castelli di Jesi
la DistesaPå trods af at Corrado Dottori, manden bag vingården la Distesa, kun laver ganske få flasker årligt (de 3,5 hektar giver i de bedste år ca. 16.000 flasker), har han på få år opnået et seriøst ry i Italienske naturvinskredse, og sågar i den mere traditionelle del af den italienske vinverden. Han er ganske enkelt en ekstremt talentfuld vinbonde.

Det er naturlig vin fra Castelli di Jesi, i landsbyen Cupramontana, hvor Verdicchio-druen ellers sjældent laver specielt naturlige vine. Som resultat blev den ene af Corrado’s vine for et par år siden deklassificeret fra DOCG Verdicchio dei Castelli di Jesi, til simpel Marche IGT. Fordi vinen ikke stemte overens med konsortiets ide om typisk Verdicchio. Som konsekvens har Corrado nu selv valgt at aftappe alle hvidvinene uden DOCG.

En på mange måder absurd situation: Castelli di Jesi er ganske vist et af Italiens historiske hvidvinsområder, men kvaliteten og karakteren har været udvandet i en årrække, og gjort, at Verdicchio er blevet en drue, som de fleste forbinder med parfumerede vine fra supermarkedet, med et oversvovlet næsten grønligt skær. Men fordi de mest kommercielle producenter også er dem med størst indflydelse, har man nu indirekte presset en af Italiens mest talentfulde og hypede hvidvinsbønder ud. En producent, som ellers kunne have været med til at genskabe interessen for både område og drue.

Corrado Dottori’s vine er i en klasse og stilart for sig, med en tyngde og nerve, som hæver dem over det simpelt frugtede. Metoden er simpel: Håndarbejde, spontangæring og minimal brug af svovl. Desværre er mængderne mikroskopiske. Vinene er økologisk certificerede.

i Clivi

Producent: I Clivi

Land: Italien

Område: Friuli

Underområde: Colli Orientale del Friuli
I Clivi-Friulano 2009I starten af 90’erne købte Ferdinando Zanusso 12 hektar vinmarker med gamle vinstokke på to top-parceller: Corno di Rosazzo (Colli Orientale del Friuli) og Brazzano di Cormons (Collio). Målet var vine der var 100% transparente og rene formidlere af deres tradition, område og jord – med andre ord: autentiske vine.

Første årgang var 1996, og produktionen er i dag på ca. 30.000 flasker årligt. Vinene dyrkes økologisk med ekstremt lavt høstudbytte (typisk 20 hektoliter pr. hektar), spontangæres, vinificeres og lagres ”sur lie” på stål og skabes bevidst så rene og utilslørede som muligt. Det er komplekse og koncentrerede vine, men de er også sarte og lidt skrøbelige, og det er præcis det spil, der skaber den intensitet og nerve, der giver fornemmelsen af noget absolut unikt.

At samtlige vine fra Clivi også er ekstremt rimeligt prissat, når man tænker på vi taler om virkeligt store hvidvine, gør absolut ikke Ferdinandos vine mindre interessante.

Ansitz Waldgries

Producent: Ansitz Waldgries

Land: Italien

Område: Alto-Adige

Underområde: Bolzano

Lige nord for Bolzano, med vinmarker få kilometer fra bygrænsen ligger Waldgries, som drives af Christian Plattner – en af Günther Kerschbaumers (Weingut Köfererhof) venner.

Gården har bare 5 hektar, som giver ca. 50.000 flasker årligt. Det er intense og meget ranke vine, med et tydeligt Alpe-aftryk af både beliggenheden og de lokale druesorter. Waldgries er udpræget Lagrein-specialist, og laver stort set kun rødvine, på nær en enkelt lille parcel Sauvignon Blanc på meget kalkholdig jord.

Köfererhof

Producent: Köfererhof

Land: Italien

Område: Alto Adige

Underområde: Valle Isarco

Köfererhof har eksisteret i Sydtyrol i mere end 850 år, og har siden 1940 været ejet af familien Kerschbaumer. De har i ubemærkethed lavet vin og solgt det til en af naboejendommene, uden på nogen måde at gøre væsen af sig. Det er slut nu. Med Günther Kerschbaumers overtagelse af ansvaret begyndte de fra 1995 at aftappe deres egne vine, og i dag omtales Weingut Köfererhof som en af Alto Adige’s fremmeste vingårde, og Günther Kerschbaumer som et af Italiens mest lysende hvidvinstalenter. Efter manges mening har han ganske enkelt lagt et ekstra lag til Alto Adiges i forvejen høje niveau.

Gården er på ca. 5 hektar fordelt på Gewurztraminer, Riesling, Sylvaner, Kerner, Müller-Thurgau, Pinot Grigio & Veltliner. Det er med andre ord meget små mængder der laves af de respektive druer. Köfererhof er formentlig Italiens nordligste vingård – næste stop er Brenner, og sammen med markernes høje beliggenhed (700-800 meters højde) skaber det perfekte betingelser for kølig, frisk og mineralsk hvidvin. Plantetætheden er høj, og høstudbyttet tilsvarende lavt.

En stor del af hemmeligheden ved Köfererhofs vine er den store temperaturforskel mellem nat og dag, der skaber den syre og vibrerende kompleksitet, der kendetegner vinene. Glem eventuelle fordomme og præfabrikerede meninger om druesorter. Köfererhofs vine er alle store – virkelig store – uanset druesort. De besidder alle en kolossal intensitet. Det er koncentrerede vine, men den nerve som skabes af syre og mineralitet skaber en forfinet balance, der signalerer klasse. Det er vine med længde og en stor aromatisk præcision. Men også vine med en indadvendt frugt, og en markant struktur, der gør dem lidt lukkede som unge. Med Günthers egne ord, så stræber han efter at få vinstokkenes undergrund direkte ned i flasken, og det er ret præcist den fornemmelse man sidder med. Men hvilken fornemmelse.

Günthers tilgang til vin er meget naturlig, med minimal indgriben, og gården har i flere år tilstræbt økologiske metoder. Druerne høstes selvfølgelig manuelt. Der benyttes kun den naturligt forekommende vildgær, for at fremme størst mulig kompleksitet og autentisk aromaprofil. Alt gærer og lagrer på stål, på nær hans Sylvaner R (gamle vinstokke) og Pinot Grigio, der lagrer på gamle akaciefade.

Læs mere om Alto Adige vin.